Kennel House of Apollon

Forside > Om > Johanne


En anekdotisk fortælling.

Johanne Elmholt tager et billede af fotografen

Jeg trådte mine barnesko på Holck Winterfeldts Alle i Hellerup. Begge mine forældre var travle læger, så det store hus, min bror og jeg, blev dagligt passet af vores husfaktotum, Fuffe. Det kaldte vi hende – i virkeligheden hed hun Tove. Det var en herlig tid uden internet og med DR som den eneste kanal. Vores hus lå tæt ved stranden, Kildeskovshallen og Hellerup Havn. Jeg elskede vand – det gør jeg stadig – og jeg brugte timer i Kildeskovshallens bassin, hvor jeg ofte glemte tiden, så måtte min mor ringe til bademesteren og bede ham om at fiske mig op. Det var når jeg manglede ved spisetid. Jeg lærte mig selv at svømme crawl, og da landstræneren en dag så mig, spurgte han min mor, om jeg var interesseret i at komme på et talenthold. Det havde jeg ikke …. Senere, da jeg blev lidt ældre, sejlede jeg kapsejlads i en 606’er sammen med Mikael i Hellerup Sejlklub. Vindsurfing og dykning blev det også lidt til. I dag nyder jeg mit, 50.000 liter store, svømmebassin på en luftmadras. Det kan nu også noget.

Min far, var kirurgisk professor, dr.med i mave-tarm sygdomme, på Afdeling C på Rigshospitalet. Han opererede patienter fra hele verden, skrev lærebøger, var formand for flere medicinske selskaber, herunder Kræftensbekæmpelse, og han modtog både Ridder- og Kommandørkors. Det var på den tid, hvor lægegerningen var et kald, og de dygtigste havde paveligende status. Det bragte en del oplevelser med sig, fx i 1978, da der var gallapræmiere på “Døden på Nilen “ i Palads Teateret, der netop var blevet ombygget. Billetindtægterne gik ubeskåret til Kræftensbekæmpelse, som HM Dronning Margrethe var protektor for, og vi var inviteret med – det var Dronning Ingrid, Prinsgemalen og Peter Ustinov forøvrigt også. I (ryge)pausen, hvor jeg var gået afsides for at nyde en cigaret, kom HMD Margrethe hen til mig, og spurgte høfligt til, om jeg havde ild. Hun havde nok selv en lighter, så måske hun blot ville hilse på mig, for min far havde netop, med succes, opereret hendes mor.


Rejsen til USA.

Et billede af et lille resort i Palm Springs.
Le Petit Chateau.

Jeg var god i skolen, så mine forældre mente, at jeg skulle gå i deres fodspor og blive læge. I stedet tog jeg til USA. Først var jeg au pair hos Marc B. Ray. Han boede i Woodland Hills i Los Angeles, og kørte hver dag ind til Hollywood, hvor han var ansat som manuskriptforfatter og filminstruktør. Marc’s børn voksede sig halvstore, så en dag spurgte han mig, om jeg kunne tænke mig, at være manager på et lille resort i Palm Springs. Det hed Le Petit Chateau, og ejerne, Don og Mary Robidoux, søgte en til at bestyre stedet. Der var både svømmebassiner og spabade, så jeg sagde naurligvis ja tak. Le Petit Chateau var et lille hyggeligt hotel med 20 værelser, og som nævnt en stor pool. Det var der, jeg måtte redde en hund fra druknedøden. Poolen var netop blevet lukket med et varmedækken (der er koldt om natten i ørkenen), hvorefter en amerikansk cocker spaniel hoppede ud i poolen, og dækkenet lukkede sig omkring den. Der var kun ét at gøre. Iført nye skinbukser og uldtrøje kastede jeg mig ud efter dyret, og fik den bakset op på kanten. Sigh! Ejerne var meget taknemmelige – og det var hunden naturligvis også. Le Petit Chateau var et lidt specielt sted med et lidt specielt klientel, så jeg returnerede til Los Angeles, hvor jeg på forunderlig vis fik hyre som stockbroker i et vekselererfirma. Jeg husker ikke navnet på firmaet, men jeg lærte, at aktiekurser ikke nødvendigvis er baseret på en virksomheds indre værdi … 


Tilbage i Danmark.

Johanne Elmholt i Sporting Health Club out fit.
Mig i Sporting Health Club T-shirt og bukser.

Efter 4 spændende og lærerige år i Los Angeles rejste jeg, i 1984, tilbage til Danmark og videre til Grønland for at besøge Christian. Chrstian arbejdede der, og vi blev gift i Nuuk, men selvom grønlænderne har den smukkeste rå natur, tog vi hjem til Lange Mullersgade i København, hvor jeg søgte ind på Det Kongelige Danske Kunstakadami’s linie for billedekunst. Jeg havde i lang tid både tegnet og malet, og ville gerne gøre det til min levevej. Det var på det tidspunkt, hvor jeg også begyndte at træne mine muskler i Sporting Health Club i Gothersgade. Jeg anede intet om stedet, og blev derfor noget overrasket, da jeg efter træning af biceps og triceps, fornemmede en mand stå tæt lige bag mig. Jeg vendte mig langsomt om, og så direkte ind i en behåret og meget muskuløs brystkasse, der viste sig at være Sven-Ole Thorsens (Arnold Schwarzeneggers gode ven), og da vi fik øjenkontakt sagde han, – Hvad vil du her? – Øh, træne lidt…. måske… hvis jeg altså må, kom det spagt fra mig. Sven-Ole var en flink og hjælpsom træner, og klubben eksisterer stadig. Jeg fik afslag fra Det Kongelige Danske Kunstakadami – også anden gang! I skuffelse over det, søgte jeg ind på Kunsthøjskolen i Malmø, hvor jeg blev optaget.


Rejsen til Sverige.

Johanne Elmholt springer ud fra et fly i 3000 meters højde.
Udspring fra 3.000 meter.

Uddannelsen på Kunsthøjskolen i Malmø tog 2 år.  Og jeg havde den fedeste lærer, Dimitar hed han. Han var russer, og han blev altid sur, når jeg ikke tydeligt nok, tegnede de mandlige modellers ædlere dele …  Nu kan man jo ikke, med sikkerhed, leve godt af at male, så jeg søgte, og fik, arbejde som reprografiker elev hos Akuttryk AB i Malmø. Akuttryk lå nede ved havnen, og var et mindre trykkeri med 8 ansatte. De producerede reklametryksager for virksomheder og reklamebureauer. Det var dengang, det var teknisk at fremstille en tryksag. Idag bliver alt lavet i et sideombrydningesprogram, fx QuarkXPress eller Adobe Indesign og ofte printet digitalt. Men i gamle dage, inden computeren, stod man med et reprokamera og fremkaldte en metalplade (kliche) opsat med tekst, grafik og billeder. Det var mit arbejde – og det var sjovt. Klicheen blev herefter monteret på en offsettrykmaskine. Trykfarverne var oliebaseret, og hele proceduren var smurt ind i organiske opløsningsmidler. Når jeg ikke arbejdede, besøgte jeg ofte lystbådehavnen, og der mødte jeg Emil og hans far, Lars, der blev min rigtig gode ven. Lars havde også en båd, men det var faldskærmsspringet jeg husker mest. Vi var 6 personer i den lille fly: Lars og mig, med hver vores instruktør, en fotograf, og en der skulle springe alene, han pruttede hele vejen op til 3 kilometers højde, hvor vi sprang ud. Det var en fantastisk oplevelse. Til dem der måske ikke ved det; hvideskyer er IKKE bløde som vat – de stikker fælt.


Retur til Danmark.

QuarkXPress Brochure Layout Design
QuarkXPress – verdens første sideombrydnings program

Efter 6 år i Sverige rejste jeg, i 1991, tilbage til København masser af oplevelser og 2 uddannelser rigere. Kort tid efter møder jeg Jørli, der sammen Fred Ebrahimi (USA), netop havde dannet Quark Media House A/S i Taastrup. Fred var CEO i Quark Software Inc., som havde udviklet computerprogrammet, QuarkXPress, der var verdens første sideombrydningsprogram (opsætning af tekst, billeder og grafik) til Mac. Min opgave var sammen med Jørli, at promovere programmet til trykkerier og reklamebureauer. Det var utroligt spændende. Programmet blev standardprogram i hele den grafiske industri, og havde i slutningen af 90’erne næsten hele markedet. Ikke kun i Danmark, men på verdensplan. På grund af strategiske uenigheder forlod jeg virksomheden for at starte mit eget grafiske foretagende – naturligvis med QuarkXPress til opsætning af tryksager. Det var 1. januar 2000. Senere gik jeg over til Adobe Indesign, fordi Quark begyndte at fokusere sig mod Windows computere. Jeg havde mit grafiskebureau i 10 år, hvorefter jeg gik på tidlig pension. 

I 2004 søgte jeg kennelmærket, House of Apollon hos FCI. Mine 2 første grand danois havde så dårligt et liv, at jeg besluttede mig for at lave mine egne. Det blev en lang og følelsesmæssig rejse, som du kan læse om under House of Apollon. I dag elsker jeg at fotografere aktionbilleder, typisk af mine 2 saluki hunde, med mit Canon 5D Mark IV og Canon R5 Mark II. Det meste af min tid går dog med vedligeholdelse af mit lille landsted bygget i år 1800; 287 kvm bolig med tilhørende 26.000 kvm jord, og hundene kræver jo også sit, så tiden er ikke svært at fylde ud.

Johanne Elmholt