Historien om vores første saluki – DKCH Shawassim Changez aka Caxus

I 2013 så vi et billede af en saluki i Norsk Kennel Klubs medlemsblad. Det var en tricolore med lange smukke øre og et sundt udtryk. Vi havde på det tidspunkt 5 grand danois af eget opdræt, men havde besluttet, at vi ikke længere ville fortsætte med racen. Vi ønskede en mindre hund og gerne en med statistisk lang levetid. Vi kendte absolut INTET til saluki, eller til mynder iøvrigt, så vi gik igang med at undersøge alt om racen, og vi meldte os ind i Myndeklubben, specialklub for alle mynderacerne og en del spidshunde. Mynder elsker at løbe, så udover udstillinger er træning og konkurrencer i Lure Coursing en kæmpe aktivitet i Myndeklubben. Og så arrangerer klubben årlige gåture, og sådan én tog vi med på. Det var en Nytårsgåtur til Eremitageslottet ved Klampenborg med champagne og kage bagefter. Der deltog en del saluki med deres ejere – ja, i den orden, for en saluki er nemlig herren i huset og i øvrigt helt ukontaktbar, når den færdes i naturen. For som den Sight Hound den er, har den kun øje på det, der bevæger sig, så det var ikke det store indtryk, vi fik af racen. Ejerne var heldigvis mere nærværende, og vi fandt hurtigt ud af, at vi skulle se mod Sverige, der i modsætning til Danmark, er en stor saluki-nation. Foruden racens yndefuldhed og langelevetider (10-16 år) var vi lidt fascineret af Lure Coursing, der er jagten på en kunstig hare (plastikstrimler, der bliver trukket på en snor gennem trisser) som mynderne er vilde med at forfølge. Der findes næppe noget mere fascinerende end at se en salukis hurtighed og bevægelser i jagten på “haren”. 

En nomaderace

Lure Coursing fik os til at dykke ned i racens herkomst, der bragte os til mellemøsten. Saluki hører til blandt verdens ældste hunderacer, og var nomadernes vigtigste jagtredskab på fx gazeller og ørkenharer. På Facebook faldt vi over en dansk pige, der var startet i Tyskland med at passe heste, men var endt i Dubai som chefens svigerdatter in spe. Chefen, Sheikh Mohammed bin Rashid Al Maktoum, har en søn, der opdrætter saluki med ørkenvæddeløb for øje, og pigen reddede de udskammede, og sendte dem til Danmark som rescue dogs. Når en hunderace har et hjemland der ikke er medlem af de etablerede hundeorganisationer, kaldes racen for COO (Country of Origin) hunde. Måske det kunne være spændende at få en COO saluki i stedet for et vestligt kultiveret eksemplar? Via pigen fik vi kontakt til Hamad Al-Ghanem, han bor i Bahrain og opdrætter saluki, som både hans far og bedstefar har gjort det før ham. Hamad er founder af den Arabiske Saluki Club, og så er han uddannet FCI dommer for racen, og han arrangerer udstillinger og de traditionelle saluki-væddeløb i ørkenen, hvor førstepræmien gerne er en 4 x 4 med tilhørende ekstraudstyr. Vi var velkomne til, at få en hvalp, når han næste gang skulle have hvalpe. En gammel arabisk tradition forskriver, at saluki hvalpe kun gives som gave i respekt. Om det ville have været tilfældet, forbliver uvist, for Hamad fortalte os, at hans salukis var meget anderledes end de skandinaviske. Og det vidste han lidt om, for han har flere gange dømt saluki i Sverige.

Caxus ankommer

Det blev netop Sverige vi endte med at få vores første saluki fra. Vi havde haft en dialog med Camilla Haglund, der 2013 havde vundet verdensmesterskabet i Lure Coursing i Tyskland med sin egen Sharwassim Ajib Ibn Shaitaan aka Jippe. Aftalen var, at vi skulle have en hvalp fra hendes planlagte kuld i 2015. Men opdrættere er jo som bekendt dygtige forretningsfolk, så vi modtog allerede den 19. juli 2014 lille Caxus på parkeringspladsen ved Københavns Golfklub på Amager. Jippe var far til Caxus, så måske Caxus havde en lovende LC karriere foran sig? Vi havde taget vores grand danois, Whitney med. Hun skulle være anstandsdame for lille Caxus på hjemturen. Lille er ikke ordet, vi troede ikke vores egne øjne, da Camille tog ham ud af bilen. Vi var jo vandt til grand danois hvalpe, der vejer omkring 10 kg, når de er 8 uger. Dyret her vejede bare 6 kg, men glade kørte vi hjem til de 3 ventende grand danois, hvor Jacqueline, Whitneys mor, straks overtog arbejdet med at passe på lille Caxus, der var lidt betuttet over alle de store hunde. Det må have været noget af et kulturschok for ham at navigere rundt mellem 16 lange ben, men han klarede det godt – og han har overlevet dem alle 4.

Caxus – herren i huset

“Dogs have owners. Salukis have staff.” Således forlyder et ordsprog blandt salukiejere. Og det passer, fx kan Caxus stå i stuen og kikke på os. Bare kikke. Det betyder enten, at vi skal hente vandskålen og bringe den op i en passende højde, så han kan drikke behageligt, eller at hans søn, Shamir, ligger på hans plads i sofaen. Caxus er vel omkring 25 cm bred, og burde derfor nemt gå ind af en dør, der er tilsvarende åben. Men nej, et par bjæf tilkendegiver, at døren skal åbnes helt op. – Så gerne, Hr.! Eller, når vi fx luger ukrudt på gårdspladsen, og Caxus går ind i os, fordi HAN mener, at det er fyraften. Og sådan kunne vi blive ved. 

Caxus kan lide piger. Det behøver ikke nødvendigvis være salukipiger, bare de tilhører arten, canis familiaris eller for den sags skyld et hvilket som helst hundyr. Og det har givet en del udfordringer, fordi Caxus ønsker at aflevere sit visitkort alle steder, hvor han får færten af et fruentimmer. Det lod sig være i Vejby Kirke, i Stinas mulepose, i Rikkes gummistøvler, og af den årsag tager vi aldrig Caxus med på besøg. Hverken hos venner eller i butikker.

Det hænder, at Caxus en gang imellem ser sit snit til at score en pige, og så optræder han super galant. En dag gravede han en mosegris op af jorden, og lagde den foran en tæve, han gerne ville gøre indtryk på. Forholdet blev dog ikke til noget, men det gjorde det til gengæld mellem ham og Shamirs mor, Soya. Hende var Caxus også meget galant overfor, den første gang de mødtes – knap så meget, den dag hun ankom højløbsk. Caxus er den mest fantastisk hund vi har haft, og hvis du ønsker at lære ham bedre at kende, kan du læse om ham i hans klummer, .

Caxus’ meritter

DKCH KLBJCH FCIESHJW15 KBHV15 KBHJV15 Shawassim Changez aka Caxus

Caxus fik lurecoursing licens, men gik aldrig i hans forældres (Far: ECC 2013, C.I.B., C.I.C., C.I.B.P., DKCH, SECH, NLCH, DECH (VDH), DKLCCH, NOLCCH, SELCCH, FILCCH, DECH (DWZRV) Sharwassim Ajib Ibn Shaitaan. Mor: C.I.B.P., C.I.C., DKCH, SECH, DECH (VDH), DECH (DWZRV), SELCCH, NOLCCH, C.I.B., PLCH, CZCH Sharwassim Busra) løbespor. Til gengæld udstillede vi ham en del, da han var hvalp, junior og unghund, hvor han klarede sig godt, og han kunne helt sikkert have fået mange flere titler, hvis han havde forsat udstillingslivet sammen med en dygtig handler. Den mest imponerende titel Caxus opnåede, var da han blev FCI juniorvinder i Broholm i 2015, hvor han slog 8 juniorer fra Norge, Sverige, Danmark og Tyskland, og dengang han blev BIR og nummer 3 i Best in Show i Varde. Det var også i 2015.

Caxus’ afkom

November 2021 fik vi pludselig en messenger besked fra Sverige. Opdrætteren fra Kennel Arriyad, Ingrid, spurgte om hun måtte bruge Caxus på hendes Soya,
SE LCCH Arriyad Soya. Efter lidt korrespondance og besøg, blev vi enige om, at det var et passende match. Og vi ønskede os en han hvalp i stedet for parringsafgiften. 

Den 13. maj 2022 blev Caxus far til et helt vidunderligt kuld på 8 hvalpe, 5 grizzle og 3 tricolore: 

Arriyad Ifrah aka Ifrah, grizzle tæve

Arriyad Ilir aka Amon, grizzle han

Arriyad Ilyas aka Shamir, grizzle han

Arriyad Imad aka Hector, tricolore han

Arriyad Imelda aka Imelda, tricolore tæve

Arriyad Inez aka Inez, grizzle tæve

Arriyad Izaya aka Eddie, grizzle han

Arriyad Izman aka Louie, tricolore han