September 2023

Hej igen, så er jeg tilbage i blækhuset! Hvor har det dog været en varm sommer. Bevars, juli var våd og blæsende, men i hele maj og juni måned stod solen på en skyfri himmel, og kastede sin stikkende varme ned på mig. Det var altså for meget af det gode. Shamir og jeg har vores madrasser under en stor parasol på gårdspladsen og hoveddøren står åben, så vi kan gå ind og ud, som vi vil – jeg gik ind. Shamir derimod, han drages altid derhen, hvor mor slår sine folder. Der kan han stå i timevis og se på hende arbejde. Ørkenhunden i vores DNA fornægter sig tydeligvis ikke, for ingen af os drikker ret meget vand, og vi har begge en del underuld (ørkenen er kold om natten), men jeg har så meget, at selv om jeg bliver maskinklippet hver 3’ uge må jeg kapitulere. Måske det er noget med alderen …

Siden sidst har vi begge haft fødselsdag. Shamirs var den 13. maj, og min var den 23. maj. Han blev et år, og jeg blev ni år. Ja, jeg er blevet far i en moden alder, men muligheden lod tydeligvis vente på sig – hvilket stadig er en gåde for mig. Fordi der kun er 10 dage imellem vores fødselsdage, havde jeg overvejet, om vi skulle slå dem sammen til ét større gilde. Jeg tænkte på at invitere min gode gamle ven Herbert. Det er mega lang tid siden, vi sidst har været sammen. Han er godt nok en Azawakh, men en rigtig guttermand, og så kunne han have taget sin nye saluki bofælle, Nora, med. Jeg ville også gerne have inviteret Malou, min gamle kæreste. Vi har kysset lidt, og jeg forærede hende engang en mosegris. Og så skulle Shamir’s svenske mor, Soya, og hans søster, Ifrah, naturligvis også med. Og der – lige dér, knækkede filmen. Malou og Soya sammen?! Jeg er sikker på, at Malou godt ved, at Soya og jeg har fået hvalpe sammen, og jeg tror, hun er ret ligeglad. Men, jeg tør slet ikke tænke på, hvordan Soya vil reagere, hvis hun ser min gamle kærlighed. Hun går fuldstændig bananas. Bliver vi hanhunde lidt jaloux på hinanden, så ordnes det med et par hurtige bid i nakken, og så drikker vi bagefter sammen en skål vand. Men tæverne, de bider hinanden til plukfisk! Så jeg droppede ideen. Shamir holdt sin fødselsdag og jeg holdt min. 

Jeg kan ikke huske hvad Shamir lavede på sin fødselsdag, men jeg skal da sent glemme min. Det var en dejlig morgen – solen skinnede jo. Efter vi havde spist morgenmad skulle mor, Shamir og jeg ud på vores sædvanlige morgentur på engen. Det var heldigvis endnu ikke blevet så varmt, og vi startede rundturen “med uret”. Vores eng er rektangulær. De smalle sider ligger nord/syd, og der er en låge i den nordlige ende. Det er den, vi går ind og ud af. Stykket er ca. 15.000 kvadratmeter og indhegnet med 1,4 m højt dyrehegn. Når man står ved lågen og kikker ud over engen, så er der til venstre – langs hegnet – nogle store gamle egetræer, lidt småtteri og længere nede et stort slåenkrat. I bunden er der frit udsyn ud over naboernes marker. Til højre er der langs hegnet en række piletræer, der ender i en pileskov, og inde i den skov er der et vandhul. Da vi var nået lidt syd for pileskoven, fandt vi en bunke små runde bæer. Af en eller anden grund så reagerede jeg ikke. Men det gjorde mor. Lige så stille satte hun snor på os begge – og dér kom jeg til at tænke på Bambi-musen. Det søde råvildt der boede hos os i næsten 2 år, og fik 2 børn som ræven og ørnen spiste. Mor tog os en stor bue uden om pileskoven tilbage mod lågen. Jeg havde regnet hendes strategi ud. Hendes plan var, at få os alle tilbage uden konfrontation. NOPE! Bedst som vi var kommet et stykke vej, så vi to dåvildt løbe forvirret rundt! Hver gang de mødte hegnet vendte de. Jeg stod bare vantro og gloede. Hvordan var de kommet ind, når de ikke kunne finde ud af at komme ud? Shamir gik totalt bersærk. Han hev og sled i sin snor, mens han hylede og gøede som en tosse. Så faldt mor. Og da hun stadig havde et godt greb i Shamir landende han sprællende på hendes brystkasse. Det så ikke behageligt ud, og mor klagede sig da også i en hel uge. I mens havde dåvildtet fundet retur ind i pileskoven og Shamir faldt lidt ned. Mor tog os hele vejen tilbage til bryggerset, hvorfra vi – igennem vinduet – kunne følge hendes forsøg på at få de to dyr gennet retur over hegnet. Det lykkedes ikke. De løb bare direkte ind i det. Både dyr og hegn fik nogle ordentlige knubs, så mor valgte at lade dem være i håb om, at de selv fandt ud, som de var kommet ind. Det gjorde de. Den næste morgen var de væk. Det var en frygtelig oplevelse med tanke på, hvad der kunne være sket, hvis vi to salukier havde jagtet de to dåvildt på engen, og hegnet var blivet brudt. Så kunne vi have været endt på motortrafikvejen eller blevet væk i Gribskov. Sikken en fødselsdag! 

                                                                                                                                                                /Caxus