September 2022

Håndværkere og lys i hytten.

Halløj i biksen. Så er jeg tilbage, og jeg skal da eddermane lige lover for, at der er sket noget her i hytten siden sidst. Som om det ikke var nok med, at mor smed en håndgranat i mit køkken i februar, så startede hun et endnu værre inferno af larm i maj. Fremmede mænd kom med store skærermaskiner, og lavede huller rundt omkring i hele huset. Det var et helvede, jeg kunne ikke være nogen steder, og min næse var fyldt med murestøv. Men da røgen endelig havde lagt sig, efter et par dage, så var der kommet meget mere lys i huset. Og det bedste er, at jeg nu kan sidde i stuen og kikke ud på store træer og masser af dyreliv. Det er næsten som en af de der streaming tjenester, bare med den forskel, at jeg aldrig ved hvilke dyrefilm der vises.

Jeg er blevet far

Måske husker I, at jeg blev beskyldt for at gøre min store kærlighed, Soya-Musen, med hvalpe. Hun havde sendt et fint brev, hvori hun skrev, at jeg skulle være far. Det vendte op og ned på alt inde i mit lille hoved, men siden har jeg modtaget endnu et brev, fra min lille Soya-Mus. Hun skrev, at hun havde født 8 små unger, 5 drenge og 3 piger. Med brevet fulgte et fint lille foto af hende selv liggende i barselskassen omgivet af dem alle sammen. Jeg talte mig frem til 5 grizzler og 3 tricolorer. Soya er grizzle  – og jeg er …… tricolore! Der gik det op for mig, at det alligevel nok er mig, som er far til de unger, for der er, så langt øjet rækker, ingen tricolorer i Soyas stamtræ. Efterhånden som jeg så på billedet, blev jeg mere og mere varm om hjertet. Tænk, at man kan lave 8 hvalpe på 5 sekunder…   

I flere uger hørte jeg intet fra Soya-Musen, og jeg tænkte, at hun nok havde rigeligt at se til med 8 sultne unger. Men så pludselig stod hun i min indkørsel med den smukkeste saluki dreng, jeg nogen sinde havde set. Det var en dejlig sommerdag i juli og det var kærlighedens gensyn. Jeg forsøgte, med min mors hjælp, at tage et billede af os alle tre. Det blev ret kaotisk, men det dokumenterer den dag, hvor alt for evigt forandrede mit liv.

Shamir min smukke søn

Min smukke søn ligner mest sin mor. Han er, naturligvis, lynende intelligent, det er jo klart, og så hedder han Shamir. Jeg er ret glad for ham  – også selvom han en gang i mellem er mega irriterende. Fx vil han vil hele tiden ligge der, hvor jeg ligger og helst helt tæt op af mig. Og det bliver altså bare for varmt. Men når jeg så flytter mig, så følger han guddødeme med. Det er som om, der er en usynlig elastik imellem os, men det værste er nu, når han hænger sig fast i mine ører. Der skal jeg virkelig tage mig sammen for ikke at give ham en flyvetur. Han er stadig lille, så jeg passer meget på ikke at træde på ham, når vi løber og leger. Og så spiser han. Morgen, middag, aften. Jeg fatter ikke, at så lille et dyr kan spiser så meget mad. Når han ikke spiser mad, så spiser alt muligt andet som han finder. Han overvejer ikke engang om det han finder, overhovedet bør spises.  Så mon ikke lige dyret fik dårlig mave. 

Her den anden dag var vi sammen nede hos Onkel Søren. Det kalder vi vores dyrlæge. Shamir skulle have sin hvalpevaccination, og jeg skulle have mit årlige tjek. Det klarede han til UG. Til gengæld vil jeg ikke kalde ham kørestabil. Selvom der kun er 20 minutter i bil ned til Onkel Søren, så kastede Shamir de tørfoder godbidder han fik på klinikken op. Ned på mor, ned på midterkonsollen og ned i låsen til sikkerhedsselen. Det var ikke populært. Jeg skulle hilse og sige, at kvældet tørfoder praktisk talt er umuligt at fiske op fra små revner.

Men hold nu op, hvor jeg glæder mig til, at vi skal saluki-løbe sammen. Hav det godt alle sammen til næste gang.  

/Caxus