Marts 2025

Nu er det endelig blevet forår og lyset er kommet tilbage. Men i en lang, mørk og våd vinter er der ikke andet at lave end ligge på sofaen og se TV eller gå i biograften. Hvis biografen da ellers er åben. Shamir og jeg har nemlig vores helt egen biograf. Den fik jeg (Shamir lå i sin barselsseng) da mor bankede et af hendes rædselsfulde huller. I stedet for hullet blev der monteret en glasdør lige ud til vores lille skov, på nordsiden af gården. Om sommeren ser vi mest fuglefilm, men her om vinteren, når alle bladene er faldet af træerne, er udvalget af film uendeligt. Derfor lukker mor en gang i mellem biografen. Mest fordi Shamir ikke kan styre sig. Han hyler op, så snart han ser et eller andet, eller når han tror, han ser noget. Og det kan være på alle tider af døgnet – også om natten. Nu er Shamir næppe udstyret med infrarøde LED-lamper på nethinden, så det er jo nok noget han opfinder i hans lille hjerne. Uanset hvad, så synes mor, at det er begrænset morsomt at blive vækket klokken 24, klokken 2, klokken 4 – og jeg kunne blive ved. Derfor tæppefald. 

Men i alle døgnets lyse timer om vinteren er der spændende dyrefilm i biografen. Der er naboens fårebasser, der spiser græs. Mikkelræv der holder vagt ved naboens høns. Små søde hunde der går tur på vejen med deres mennesker. Egernet der har glemt, hvor den i sommer gemte alle nødderne. Og så er der LOUIS!!!! Jeg ved ikke hvorfor, men jeg hader virkelig det dyr. Louis er en ældre sort labrador – apropos labrador, utroligt så klumpet og kompakt den race er blevet – og jeg har faktisk ingen grund til at hade ham, for vi har aldrig mødt hinanden snude til snude. Men hver gang jeg ser ham, så knalder jeg fuldstændigt ud, og det er kun blevet værre af, at mor engang, da Shamir var lillebitte, gik ud i indkørslen med ham på armen for at hilse på Louis. Jeg følte mig så provokeret, at jeg ikke fatter, hvordan mor kan have haft 9 grand danois uden at have lært ordentlig hundsk. Mor er tilgivet, men det er Louis ikke. Så når han vralter hen over biograflærredet, så lukker mor forestillingen. Det er altså mærkeligt, at den biograf kan løbe rundt økonomisk, når den altid er lukket.

Engang var der flyttet et rådyr ind her på gården. Det var i efteråret 2019 og lang tid inden biografen. Mor døbte rådyret, Bambi og hun tog mange billeder af hende ud af køkkenvinduet. Mor havde nemlig lånt vores gode dyrlæge, onkel Sørens, professionelle kamera. Onkel Søren er passioneret jæger, og når han ikke generer mig med en irriterende næsespray, fotograferer han hjortevildt, alle steder han kan komme til det. Og han havde givet mor et par fif. Men hverken fif eller dyrt kamera hjalp mor, for som man siger: Ét er søkort at forstå, et andet skib at føre. Undskyld mor, men nogle af dine Bambibilleder er altså elendige. 

Som sagt, så var det inden biografen, og en dag syntes mor, at det var synd for mig, at jeg ikke kunne se Bambi, men kun havde fært af hende. Så tog hun mig op i armene, så jeg kunne kikke ud af køkkenvinduet, og dér stod hun så – lige uden for vinduet, og kikkede mig direkte ind i øjnene. Jeg sagde ikke noget, men hele min krop dirrede så meget, at mine tænder klaprede. Det var det vildeste nogen sinde. Bambi kom her hver dag og spiste sin mad. Hun kunne ligge i solen i timer og tygge drøv. Faktisk lærte vi meget om racen. Vidste I, mine gode læsere, at det fx tager et råvildt ca. 13 sekunder at lade vandet? Nej, vel… 

Nogle dage så vi hende ikke, så jokede vi med, at i dag spiser Bambi nok ude. Jeg begyndte, at holde af hende. Faktisk ret meget. Derfor blev jeg også både sur og skuffet, da der en dag stod en buk, ved siden af Bambi. Hvordan kunne hun finde på, at tage en mand med hjem? Bukken svingede stolt med både gevir og pibe tøj, og efter 10 måneder satte Bambi 2 lam. Ræven spiste den ene og høgen tog den anden. Kæresten var skredet og ikke længe efter forsvandt Bambi også. Når vi gik vores morgentur på engen, så vi hende i ny og næ spise græs på naboens matrikel. Jeg kunne både dufte og genkende hende. Og hun kunne også genkende os, for hun løb aldrig.  

Så for et par uger siden gik Shamir fuldstændig amok i biografen, og guddødemig om det ikke var Bambi-musen, der stod og spiste græs. Jeg kunne genkende hende lige med det samme. Mor åbnede vinduet og jeg snuste. Jo, den var god nok, det var Bambi. Og hun havde endda taget et nyt barn med. De kommer og går som de vil. Jeg synes, det er super hyggeligt, men Shamir er sur, for nu holder biografen lukket i de fleste dagtimer. Dog har vi i skrivende stund, ikke set hende i denne uge. Måske hun er taget på skiferie med sit barn, selvom skoleferien først starter i næste uge. Det er jo blevet så populært blandt forældre, at planlægge ferier uden for sæsonen. Er hun mon til langrend eller alpint? Hmm, jeg har lidt vanskeligt ved at se hende for mig, iført slalomski, siddende i en skilift med Bambino ved hendes side. Så nok nærmere langrend. Men, når jeg så tænker på Walt Disney’s Bambi, tegnefilmen fra 1942, så måske heller ikke det.

Godt forår /Caxus