Marts 2023
Hejsan! Håber I, lige så meget som Shamir og jeg, har nydt den varme brændeovn de sidste måneder. Nu går vi heldigvis i mod mere lys og varme. Shamir er nu 9 måneder og vejer 25,5 kg, selv om han kun er skind og ben. Han er stadig kåd, og elsker at gå rundt med 2 stykker legetøj i munden på samme tid. Jeg glæder mig til, at vi skal ligge sammen i varmen ude på gårdspladsen.

Lidt mere saluki historie.
Sidst skrev jeg lidt om, hvor vi mon kommer fra. Der er flere forskellige bud på vores oprindelsesland. Disse bud tager udspring i gamle hundebøger, fra dem der rejste i mellemøsten, i slutningen af 1800-tallet og af oprindelsen af ordet “saluki”. Hvad man “så, hørte og læste“ i 1800-tallet, kan være meget langt fra, hvordan virkeligheden så ud 1000, 2000 eller 5000 år tidligere. Så det skal vi tænke ind, når vi taler om, hvor vi stammer fra.
Saudi-araberne mener, at racen er saudi-arabisk, og navnet saluki (det korrekte er saluqi, udtales salooki) stammer fra byen Saluk, der lå i det nuværende Yemen. Et 1000 år gammelt arabisk digt nævner, “My dog brought by kings from Saluk”. Yemen er det område på den arabiske halvø, der først blev befolket, og det var 853 fvt. Det arabiske sprog blev dannet ca. 200 fvt. Så når Tazi (som iranerne kalder os) på persisk betyder af “arabisk herkomst” så vil vi være 2023 + 853 år gamle. Søger jeg på byen Saluq, så finder jeg den i nordlige Syrien – og ikke i Yemen!
Kikker vi på de øvrige lande, der kan være vores oprindelsesland, kan vi starte med Ægypten. Ca. 2700-2200 fvt. blev de første pyramider bygget, og man kalder området for civilisationens vugge, hvilket man også refererer til mht. Mesopotamien – området mellem floderne Eufrat og Tigris. I dette område kom de første folk til 14.000 fvt. Der er tegninger af saluki-lignende hunde i flere af de ægyptiske faraoers gravkamre. Det er jo en antagelse, for man kan jo ikke sige, at det ER en saluki. Det ville ellers være dødsmart, hvis det var muligt at teleportere en Iphone 14 Pro (den skulle have et supergodt kamera) frem og tilbage i tid. Så kunne vi sende én 3000 år tilbage til den sidste konge af det 7. dynasti, Se-ankh-ka-ra, og bede ham om at tage et par billeder af hans jagthunde. Hieroglyffer viser, at ægypterne havde ét ord for hund og et andet ord for jagthund.
Nu bliver det måske lidt langøret. Så jeg har forsøgt at tegne et kort over de lande, hvor nomader har trukket os rundt i 1000-vis af år. Det er godt nok svært at tegne, når man, som jeg, mangler en tommelfinger. Nå, men disse lande dannede, omkring 500 fvt., det Persiske Rige. Dette rige bestod indtil år 650 under forskellige imperier og konger, hvoraf mange var normader. Alle under græsk kultur og sprog. En af disse konger var Seleucus I Nicator, og han grundlage, i sit Selucide Imperie, flere hovedstæder, blandt andet byen Seleucia lidt sydøst for det nuværende Bagdad i Irak. Navnet Salugi kan således også være afledt af bynavnet Seleucia. Forøvrigt så ligger der også en by med navnet Seleucia i det nordlige Syrien. Det er også blevet foreslået, at vi stammer fra den tyrkisk nomadestamme, Seljuk. Deres hunde, Seljuki kunne være blevet til saluqi. Jeg tillader mig at gætte på, at navnet kommer fra kong Shulgi af Ur, der regerede i Mespotamien 2029-1982 fvt. Altså i samme tidsperiode, som vi bliver afbilledet på pyramiderne. Man siger, at kært barn har mange navne. Det skal jeg da lige love for – vi må have været højt elsket!

Konklusion.
Efter år 650, samlede de arabiske nomader sig, og erobrede, med koranen i hånden, stort set alle landene i det tidligere Persiske Rige (Persien hedder i dag Iran). Man skal huske, at en araber ikke er en, der kommer fra Saudi-Arabien, men er en pan-etnisk gruppe forbundet af samme sprog, kultur og religion. På det grundlag kan man kalde os for en arabisk mynde. Men, hvis man mener, at det er os der optræder i faraoernes gravkamre, så må vi være ægyptiske mynder, da denne datering går væsentligt længere tilbage. Persisk mynde kunne vel også bruges i al den stund, at vi findes i alle landene i det Persiske Rige. Jeg synes, at det mest korrekte ville være at kalde os en normade hund eller på angelsaksisk “ Hounds of the Normads”. For det er det vi var.:-)
Forresten, så er der, i den knap 150 år gamle tyske bog som jeg har fundet, foruden “Der arabische Windhund” og “Der ägyptische Windhund” også “Der persische Windhund”. Så den lover jeg at få oversat, spændende hvilken en af dem, der er lille mig.
/Caxus


