Juni 2024

Tja, der er egentlig ikke sket så meget siden min sidste klumme. Jo, det har regnet meget. Siden 1. januar har vi fået 253,2 mm nedbør. Og hvor ved jeg nu det fra? Det gør jeg, fordi mor har købt en vejrstation, så nu kan hun dagligt følge med i vejr og vind. Men som den fedtmås hun er, har hun købt noget Made in China-noget, så det er ikke lige sådan at finde ud af, hvordan den logger dataene. Men Year-to-Date, det er da til at forstå, og det er altså 253,2 mm. Og det skal lægges oven i alt det, vi fik i efteråret 2023 og i begyndelsen af vinteren. Nu er her heldigvis tørt igen, men den har altså stået på meget inde tid på sofaen med tv-remoten i skødet og synstolkning på skærmen. Mor brugte naturligvis regnvejret til nogle af hendes endeløse byggeprojekter, og som jeg tidligere har omtalt i en af mine klummer, så hader jeg hammerslag af hele mit hjerte, men denne gang havde jeg forberedt mig. Jeg havde hugget et par af mors Stihl øremuffer, så nu kan hun banke rundt, lige så tosset hun vil – hvorfor har jeg dog ikke tænkt på det før?

Nå, men nu skinner solen, madrasserne ligger på gårdspladsen, og Shamir har lige fejret sin 2 års fødselsdag. Det betyder, at han skal til at bestemme sig for, hvad han vil være. Shamir går stadig til fodbold, og han er faktisk rigtig god til det. Først ville han være professionel målmand, senere var det professionel angrebsspiller. Men så blev han i tvivl. Skulle han ikke hellere uddanne sig til læge med speciale i gynækologi, det fablede han længe om, og han stak da også sin snude ned i alt og ind i alle. Lad mig sige det pænt; der var en del, som ikke delte hans henrykkelse… Men nu vil han guddødeme søge ind på musikkonservatoriets direktions linie. Han sætter sørme ikke sit lys under en skæppe. Hvilken selvtillid. Den uddannelse kræver, foruden et indlysende musikalsk talent, et stort kunstnerisk overblik og gode evner udi kommunikation. Underligt er det, for han har egentlig aldrig udvist nogen særlig interesse for musik. Der er mange salukier, der synger, men det har han kun gjort en gang. Han havde savnet mig. Det var en dag, hvor jeg var kørt ned i Rema for at købe bideben sammen med mor. De har nemlig de bedste bideben – og der ryger også gerne et par flæskestege og kyllinger med ned i indkøbskurven til os. Jeg er glad for, at Shamir ikke forfulgte en sangkarriere, for hans vokal er til at få ondt i ørene af. 

Jeg tror, at interessen for orkesterdirektion kommer fra dengang, vi lå på sofaen og så tv, fordi det regnede hele tiden. Ved et tilfælde kom vi ind på en DR udsendelse fra 1971, hvor den rumænske dirigent Sergiu Celibidache dirigerer Radiosymfoniorkesteret til Maurice Ravels Boléo. Udsendelsen er i sort/hvid, og kameraet er i samtlige 17 minutter, værket varer, zoomet ind på Celibidaches ansigt. Jeg må give Shamir ret, det er magisk. I starten ser man den pæne velklædte Celibidache, med en skælmsk mimik skue ud over orkesteret i Radiohusets koncertsal. Men efterhånden som det musikalske værk kommer op i tempo, så kommer djævelskaben i Celibidache også op i tempo. Da sidste takt er slået, står Celibidache svedende med håret strittende ud i alle retninger.  Efter udsendelsen løb Shamir ud i haven, og gav den fuld gas med en pind i munden, mens han headbangede med hovedet for at få øre vedhænget til at minde om Celibidaches hår. Først var idolet Zlatan Ibrahimovic´ – og nu er det altså Sergiu Celibidache. Men det blev altså ikke til en taktstok i fødselsdagsgave fra min side. Jeg gav Shamir en due unge som jeg havde fanget ude på engen, og mor gav ham 2 fodbolde, en stor og en lidt mindre. Han blev enormt glad for alle gaverne. Det var en god fødselsdag. Apropos fødselsdag, så er der kun 10 dage mellem Shamir’s og min fødselsdag. Min er den 23. maj og hans er den 13. maj – det er så nemt at huske.

God sommer:-)

/Caxus 

PS: Hvis der er nogle der vil se Sergiu Celibidache (1912-1996) dirigerer Radiosymfoniorkesteret til Maurice Ravels Boléo, såkan videoen findes på dette link; 

youtube.com/watch?v=gy5Ve3338-E