Juni 2023
Epilog – saluki historie.
Det tog mig godt nok noget tid at komme mig, efter at have læst så meget om salukiens oprindelse. Jeg havde i lang tid ondt i øjnene, og min højre pote var hævet af at skrive så mange notater. Men nu hygger jeg mig, når mor bliver standset på gaden af en fremmede person. Den fremmede: “Nå, hvad er det dog for en smuk race? Den er godt nok tynd….!” Mor (med stolthed i stemmen): “Det er en saluki – verdens ældste hunderace. Ja, mere end 5000 år gammel er dén, og den eneste som er tilladt blandt muslimer.” Jeg er da vildt glad for, at mor er stolt af mig, men det er bare ikke rigtigt, det hun siger. For det første, så er der fundet et hundeskelet i Vedbæk, der er dateret til at være ca. 7000 år gammel, og i Belgien har man fundet et hundedyr dateret ca. 35.000 år gammel. Bevares, det kan godt være, de slår min alder, men de blev begravet sammen med samlere og jægerfolk, mens “jeg” blev balsameret sammen med konger og dronninger. Æd den hundekiks! Og for det andet, så må muslimer godt have andre hunderacer end saluki. Deres tro betinger blot, at det skal være en hyrde- eller jagthund. Altså en arbejdshund og ikke et klappekæledyr. Og så sluttelig en lille sjov ting. Ved I hvad beduinerne kalder os tricolore? Four Eyes – fire øjne. For i nattens stjerneoplyste himmel kan de altid finde os, på grund af vores lyse øjenbryn:-)
Lys, varme og Shamir
Hvor er det dejligt, at det er blevet forsommer. Jeg hader, når vinteren er våd og mørk – så hellere frost og sol. Shamir, sønnen min, er blevet “voksen”. Han er nu højere end mig, og jeg hører ikke til de laveste. Han ligner i den grad en teenager – var han et menneske, ville han minde om Emil fra Den Store Bagedyst. Og så tisser han stadig som en pige (Griner). Men jeg skal da lige love for, at han kan bruge de der lange ben. Når vi går tur sammen ude på vores eng, så giver han den FULD gas, og styrer direkte mod mig, for så i sidste øjeblik at undvige. Lad mig udtrykke det således; han burde gå med mor, næste gang hun skal til optikkeren, for der er helt sikkert plads til en koordinations forbedring. Men løbe, det kan han. Og grave huller, det kan han også. Dog irriterer mig, at han altid hugger mine huller, når jeg er godt igang.
Mor siger, at af alle de hunde hun har haft, så er Shamir den gladeste og mest udadvendte. Ja, det skal nu nok passe. Men mor har ikke opdaget, at Shamir er meget mere end det. Shamir er også en dygtig manipulator. Så dygtig, at han får ham, Jan Hellesøe fra DR TV til at ligne en håbløs dilettant. Hver dag, hver evig eneste dag, får Shamir sele på, inden vi skal på engen. Og Shamir elsker at løbe på engen. Men i Shamir’s hjerne opstår der så den tanke, at han skal noget andet, som han måske har mindre lyst til. Det kunne fx være at gå en tur ned til skoven eller at køre en tur i bilen. For at undgå dette begynder Shamir, så snart han ser selen, at smaske og tillægge sig et fjernt blik i øjenene. Når Shamir har fået selen på, begynder han at svaje frem og tilbage, som om han skal besvime, gerne stående på 3 ben da han ikke magter at sætte den fjerde ned, som han selv løftede op for at få selen på. Denne forestilling kan vare i flere minutter. Bliver han tilbudt en af hans yndlings godbidder, så tager han meget modvilligt i munden, hvor den i øvrigt bliver liggende. Men ikke så snart at døren bliver åbnet, så drøner han glad ud på gårdspladsen og selen er fuldstændig glemt. For Shamir har ikke noget imod at gå en tur ned til skoven – bilkørsel derimod har han det lidt anstrengt med. Han kan ganske enkelt ikke se pointen i at rasle rundt på det bagsæde. Mig derimod, jeg ELSKER at køre bil. Jeg ved ikke noget bedre. Når vi kører bil, så presser jeg mig helt frem mellem forsæderne, og mine øjne bliver store som tekopper. Og jeg går helt amok, hvis jeg ser en sort hund af mellemstor race. Jeg ved ikke, hvad det er med de der sorte hunde, men jeg hader dem af hele mit hjerte. Punktum. Og nu vil jeg gå ud og lægge mig på gårdspladsen, for temperaturen er 17 grader og solen skinner.
Caxus/