December 2025

Hvor har det dog været et dejligt efterår, farverne er smukke, og jeg elsker løvfaldet, der næsten dækker al græsset. Shamir og jeg lå på vores madrasser hele september og det meste af oktober, og kikkede på mor gøre vinterklart. Poolen skulle lukkes, havemøblerne pakkes væk, græskanter skæres, fliser gøres algeresistente og gårdspladsen frigøres for ukrudt og svampe. Apropos svampe, det er da helt kolossalt så mange svampe, vi har i år. De har nærmest tæppebombet hele græsplænen, og jeg får konstant svampe op mellem tæerne. Men det er muldvarpen, der har været den største udfordring for mor. Den flyttede ind i engang i løbet af sommeren, og kan åbenbart ikke bestemme sig for, hvor den vil bo.  Den har tumlet rundt på ca. 3000 kvm og lavet skud alle vegne. Shamir og jeg har en fest, for når vi får færten af den, så graver vi løs. Det er skide sjovt. Men mor bliver simpethen så sur, for når hun skal slå græs, så kører hun ned i alle vores huller. Shamir og jeg synes, at hun i stedet skulle blive sur på muldvarpen, for det er jo dens skyld. Vi vil jo bare hjælpe. Nu har mor så købt en muldvarpefælde, og det er åbenbart ikke nemt. Hun har forsøgt, mindst 10 gange, at få muldvarpen i fælden, og jeg tror, at hun gør det forkert. Man skal, som jeg har forstået det, grave ned, finde muldvarpens gang, sætte fælden der, lukke hullet med en spand og sikre, at der ikke kommer lys ned. Men mor graver ned, hvor muldvarpen har læsset jorden af, altså skuddet. Der er naturligvis også en gang, men hver gang mor tilser fælden, så har muldvarpen læsset endnu mere jord af, så fælden er begravet og spanden løftet op. Det ser grineren ud. Shamir og jeg tror, at Hr. Muldvarp er blevet sur nu, for han laver skud i planter, under vognporten, på gårdspladsen og hvor ved jeg, og vi fatter ikke, hvorfor mor ikke bare lader os fange ham.

For det ikke skal være lyv, så har vi foruden muldvarper også mosegrise, og sådan en gut fangende jeg for et stykke tid siden. Da Shamir så det, ville han naturligvis stjæle den fra mig. Det er jo det sædvanlige med ham, at han altid vil have det jeg har. Ligesom dengang jeg fik Milbemax, så ville han også have Milbemax, og her altså min mosegris. Hver gang jeg lagde den på jorden, forsøgte han sig med, at få fat i den. Der var kun ét at gøre. Jeg startede med at knase dens hoved og alle knoglerne, så åd jeg indvoldende, og tilsidst slugte jeg dyret. Mor blev sur, og sagde, at det var det klammeste hun, til dato, havde set. Shamir kastede op. Det gjorde jeg også 2 dage efter, i bilen – et ildelugtende kadaver. Jeg havde godt nok haft lidt rumlen i maven og nogle sure opstød, men hvad gør man ikke, for at beholde sit bytte for sig selv?

Forleden havde vi besøg af onkel Søren, det kalder vi vores dyrlæge. Jeg kunne med det samme lugte, at det var ham, men noget var forkert. Han havde det forkerte tøj på. Han plejer jo at være iført hvidt og grønt tøj og den dér irriterende næsespray, som jeg hader, så jeg var lidt på vagt overfor ham. Ligesom jeg var på klinikken, for han kunne det ene sekund stå og tilse mine ører med begge hænder, for det næste sekund have næsesprayen i sin højre hånd og puste indholdet ind i mit ene næsebor. Det sviger og smager ganske afskyeligt, så jeg lå på behørig afstand, og iagttog ham og mor drikke kaffe, mens de talte om skarpe billeder og fototeknik. Pludselig forstod jeg på samtalen, at onkel Søren har solgt sin klinik, og er gået på pension. Det blev jeg faktisk rigtig ked af, for det er aldrig sjovt at skifte dyrlæge, når man har været glad, for den man har. Næsespray eller ej. Søren (nu er han jo ikke længere onkel dyrlæge) er foruden fotonørd, også jæger og bambientusiast. Han bruger al sin tid på at studere råvildt alle mulige steder, også på Hven, den svenske ø i Øresund, og derfra havde han en kølle og bov med til mig og Shamir. Han gav den godt nok til mor, men jeg er ret sikker på, at noget af kødet ender i vores maver. Jeg har aldrig smagt Bambi, og det har Shamir heller ikke, så det glæder vi os rigtig meget til. 

Tilbage har jeg kun, at ønske alle mine klummelæsere god jul og godt nytår – og en rigtig dejlig vinter.

PS: Mor har bedt mig skrive, at hvis der er nogle, der ved, hvordan man fanger en muldvarp, så må de gerne fortælle hende det på FB….. I skulle se hendes have, den ligner en byggeplads.