December 2023
Jeg HADER det. Jeg har altid HADET det. Og jeg vil HADE det, så længe jeg lever –hammerslag. Ikke det program i DR, hvor 2 hold skal gætte salgsprisen på en ejendom. Det er et glimrende program. Men jeg hader hammerslag gjort med en hammer. Mor ved udmærket godt, at jeg hader det, men alligevel formastede hun sig til, at tage hammeren frem igen i år. Hun skulle skifte vinduer, og de sad åbenbart så godt fast, at den måtte i brug. Jeg skred. Sidste år hamrede hun også rundt. Jeg kan heller ikke holde det ud, når hun smadrer min ferske middagskylling med en kødøkse for at få alle benene knust. Det er lidt mærkeligt, for jeg har fx ikke noget i mod boremaskiner og vinkelslibere. Og jeg skal da ellers lige love for, at Shamir og jeg blev underholdt med den slags håndværktøj her i sensommeren. Mor skulle som nævnt skifte vindue på gårdspladsen, hvor vi har vores madrasser. Helt præcist skulle hun skifte tre vinduer. Da jeg ikke havde andet at lave, lå jeg og iagttog processen. Vel at mærke, når hammeren forblev i værkstøjskassen. Og det foregik ved at frigøre vinduet indvendigt og udvendigt. Derefter blev karmskuerne skåret over og vinduet taget ud. Dernæst skar mor 3 cm af vindueskarmen, for det nye vindue skulle naturligvis ikke placeres som det gamle, men trækkes 3 cm ind. Nu kan man åbenbart ikke tage et vindue ud uden, at der også følger lidt puds og en kvart mursten med. Så mor skulle ikke bare lege tømrer, hun skulle også lege murer. Så der blev pudset rundt om alle tre vinduer. Mellemrummet mellem mur og vindue blev tilført en passende mængde Rockwool, og mor sluttede af med at lægge en fuge af kalkmørtel.
Eller hun troede, at hun sluttede af. For det viste sig, at der hvor pudsen var faldet af, kunne hun trække facademalingen af i baner. Jeg har godt nok aldrig set mors ører hænge så meget, som de gjorde den dag. Jeg fik faktisk lidt ondt af hende. Hammer eller ej. For det gik op for mig, at mor for 18 år siden har malet hele gården med Dyrups facademaling. Der er ikke noget galt med Dyrups facademaling, men vores gård er bygget i år 1800, og dengang kalkede man årligt. Så mor har altså klasket en acrylblanding ovenpå 205 lag læsketkalk. Så det var en kæmpe (ekstra) opgave, der blev lagt på mors skuldre. For alle facaderne skal nu afføres den eksisterende maling og påføres en ny. Så de efterfølgende dage løb mor rundt i panik, og ringede rundt til alle facadeeksperter i hele landet. Herefter gik turen til STARK for at proviantere, dødsygt sted forøvrigt. Det eneste fornuftige sted jeg kunne finde at tisse på, var en palle med Styrolit. Tilbage på gården gik mor så i gang af at rense Dyp i Dyrups af facaden. Selv om kalenderen sagde 6. september skinnede solen, og mor, der var i ført heldragt, øremuffer, beskyttelsesbriller og vinkelsliber, kampsvedte. Efter 14 dage-ish var hele muren og soklen fritlagt. Og jeg skal da lige sige, at en 223 år gammel mur ser lidt træt ud, når den er nøgen. Da mor gik igang med at oprøre den nye facademaling, lå jeg og lavede trommehvirvel med forpoterne. For hvad havde hun valgt? Havde hun denne gang lyttet til den rigtige facadeekspert? Ja, det havde hun sørme. Der blev påført kalkmaling. Projekt udskiftning af tre vinduer tog således 6 uger. Mor havde kalkuleret med 1.
Shamir er begyndt at gå til fodbold. Og han er faktisk rigtig god til det. Han kan både skyde, gribe og stå på mål på samme tid. Så jeg er begyndt at kalde ham Schameichel efter vores dygtige landsholdsmålmand, men Shamir har fundet et andet idol. Og jeg må da nok sige, at han går “all in”. Han er begyndt at sætte sine ører op i en top, når han træner. Som den halvsvensker Shamir er, så mener han, at han bedre kan identificere sig med Zlatan Ibrahimovic. Jeg ved nu ikke rigtigt…
God Jul.
/Caxus