December 2022

Lidt saluki historie.

Ja, så er jeg tilbage i skrivepulten, og denne gang har jeg taget de litterære briller på. For efter, at jeg er blevet far til en grizzle, og jeg selv er tricolore, har jeg tænkt lidt over hvor vi kommer fra. Hvorfor har jeg fx. længere hår på ørene end moren til mine børn, min elskede Soya? Kommer vi fra forskellige områder? Det vil jeg prøve at finde ud af.

Mor har så mange mærkelige og gamle bøger i hendes reol, så dem er jeg gået om bord i. Den ældste bog jeg fandt, er på tysk og fra 1876. Den omhandler alle hunderacer og deres afstamning. Men den er skrevet med gotiske bogstaver, så den springer jeg lige over. Måske jeg kommer tilbage til den, da den har et afsnit om “Der arabische Windhund” og “Der ägyptische Wndhund”. I stedet har jeg fundet nogle andre bøger om vores race. Da mor så dem, sagde hun – Caxus, du skal bare vide, at lige meget hvad du skriver, så er der nogle, der vil være uenige med dig. For, hvis der er noget i hundeverdenen, der skiller vandene, så er det, hvor en race stammer fra – og især hvordan den skal se ud. Og hundehistorie er en mærkelig størrelse – i gamle bøger er forfatterne sjældent enige, og viden af i dag er ukritisk kopiering af (online) materiale skrevet af selvbestaltede raceeksperter, sluttede mor. 

Med de ord i baghovedet gik jeg så i gang med at læse. Det er altså svært at læse, når man som mig er konstrueret til at se langt, men mors aflagte læsebriller hjalp. Jeg var ikke kommet langt før jeg måtte give mor ret. Vi findes i Syrien, Persien (Iran), Irak, Yemen, Oman, Tyrkiet, Ægypten, Israel, Saudi-Arabien, Nord Afrika, Kurdistan og Kirghiz – og det har vi gjort i mange tusinde år. Man har fx et smukt billede af mine forfædre i en pyramide fra ca. 1400 fvt. Er vi da ægyptere? Et tusindårigt gammelt arabisk digt nævner, at vi kom med kongerne fra byen Saluk, der var en by i det sydlige Arabien. Nogle siger Yemen. Hmm, er det så arnestedet? I gamle dage blev vi kaldt for en persisk mynde. Måske vi så er fra Iran? Iranerne kalder os for Tazi, hvilket betyder af arabisk herkomst. Og nogle mente, at vi kommer fra den tyrkiske nomadestamme, Seljuk. Er vi da så tyrkere? Og endelig, er det nævnt, at vi kommer fra Salukia (Seleucia), der lå sydøst fra Bagdad. Hvilket peger på Irak. 

Sikken noget rod! Men en ting er sikkert, og det er, at vi er afbilledet og nævnt i de gamle faraoers gravkamre, og derfor med nogenlunde sikkerhed kan dateres 5000 år tilbage i Ægypten. I alle år har vi været nomadens/beduinens, vigtigste jagtredskab. Når vi ikke jagtede gazeller, harer, sjakaler, hyæner, vilde køer, strudser eller ørkenrotter for stammens høvding/sheik, så gik, løb, eller red vi på heste-/kamelryg sammen med stammen langs handels- og pilgrimsruter i ørkener og på sletter. Når stammen slog telt, spiste og sov vi sammen med vores herre, og vi blev byttet væk (det var ikke sjovt) til andre stammer, når de mødtes på ruterne. Det var altså nomaderne, der fordelte os rundt i hele dette kæmpe landområde, der startede sin oprindelse for 10.000 år siden i Mesopotamien, det vi idag kender som Irak, samt dele af Syrien og Tyrkiet. Malerier i ægyptiske gravkamre viser hvide, røde og gule myndelignede jagthunde. I Iran var vi kraftigere, større og havde mere pels. En genetisk analyse viser at saluki og afghaner har samme stamfar… Gylp! Så forstår jeg bedre min lange peIs. I central Arabien var vi korthåret, i Syrien var vi langhåret og i Yemen midt imellem. Selvfølgelig findes der også korthåret i Syrien og langhåret i Arabien. Det her er altså til at få lange…….. hår på ørene af, når man ikke kan finde et klart svar. 

Min søn er vokset

Gu’ve’ om Shamir så kommer fra Syrien. For syrierne kalder den langhåret saluki for Shami (El Shami, det tidligere navn for Damaskus), men mor syntes, at Shamir lød bedre.

Nå, men Shamir er vokset. Nu er han næsten lige så stor som jeg, og han er kun 6 måneder. Hans hjerne er til gengæld ikke vokset. Den er stadig indhyllet i en sirup lignende masse, og han tisser stadig som en pige. Jeg tror, at mor siger NEJ til ham 2.547.234 gange om dagen, og jeg siger fra omkring 500 gange. Men alligevel moser han bare glad rundt. Mor har fortalt mig at jeg opførte mig på nøjagtig samme måde – det har jeg absolut ingen erindringer om… Men på trods af siruppen, så er han vildt lærenem, og han kan allerede fange en luftgodbid. Næsten da. Apropos godbidder, så spiser han dem ikke – han indhalerer dem!  

/Caxus