Opdræt med fokus på sundhed

Vores to første grand danois var tævehunde. Den ene hed Fie – hun var en tigerstribet humørbombe. Den anden var en gul pige, der udstrålede en stoisk ro. Hende kaldte vi Ophelia. De var kusiner, og kom begge fra det samme sted. De to grand danois fik tidligt helbredsmæssige problemer, og vi blev hurtigt VIP-kunder hos dyrlægen. Da vi, med få måneders mellemrum, mistede dem i 2004, havde de begge en sygejournal, der fik Karnovs Lovsamling til, at ligne en turistpamflet. Fie blev kun 4,5 år og Ophelia kun 5,5 år. Efter denne traumatiske raceoplevelse besluttede vi at blive opdrætter af vores egne grand danois, med fokus på sundhed. En vanvittig ide, men så var ansvaret alene vores.

Det sundhedsmæssige fokus skulle naturligvis tage udgangspunkt i de sygdomme som Ophelia og Fie havde haft. Ophelia havde hypothyroidisme og det havde Fie også. Hypothyroidisme er en af de mest forekommende hormonforstyrrelser hos hunde – og altså ikke specifikt knyttet til grand danois. Men det er DCM (dilateret kardiomyopati) til gengæld, og Fie udåndende foran brændeovnen. DCM medfører, at hjertetmuskulaturen gradvist udvider sig, hvilket giver nedsat pumpefunktion og senere pumpesvigt. Så vores avlshunde skulle naturligvis testes for både hypothyroidisme og DCM.

Begyndelsen

Da Fie døde i januar 2004 sørgede vi i en hel uge. Den næste uge prøvede vi at se fordelen ved kun at have Ophelia. Den tredje uge begyndte vi at kede os – der var tomt i huset med kun med én grand danois. Måske også Ophelia savnede lidt selskab? Så den 17. marts hentede vi en tæve hos Kennel Blaaholm, Danmarks ældste grand danois kennel. Hun var gul, og hed Blaaholms Fairytale, men vi kaldte hende Noilly, opkaldt efter den franske hedvin, Noilly Prat. Noilly var verdens værste hvalp. Hun gad hverken kæl eller kys, og gjorde kun det, hun selv havde lyst til.

Noilly kunne virkelig godt lide Ophelia. Ophelia derimod var ikke særlig glad for Noilly, og forklaringen fik vi lørdag den 1. maj ved 22-tiden. Ophelia kastede op på stuegulvet, og der kom kun slim. Vi havde heldigvis hørt om mavedrejning, og vidste, at det skulle gå hurtigt. Så vi smed Ophelia og Noilly ind i vores Nissan Pathfinder, og kørte i fuld fart mod Københavns Dyrehospital i Valby. På dyrehospitalet ønskede den vagthavende dyrlæge, at beholde Ophelia natter over. Han mente dog ikke, at det var mavedrejning, og mumlede noget om, at det mest forekom, når månen var fuld (…). Den næste dag valgte vi, at lade Ophelia sove stille ind. Det var rigtig nok ikke mavedrejning – måske fordi månen først var fuld den 5. maj (…) – men derimod megaesophagus (forstørret spiserør), og den gode dyrlæge forklarede, at det var der ikke nogen kur imod.

“Vi havde fået tilladelse til at opdrætte hunde,
men vi vidste jo ikke en pind om noget som helst”.

Man køber ikke en hvalp fra Danmarks ældste grand danois opdræt uden at blive indført i den store hunde- og udstillingsverden. Så vi var forlængst blevet medlem af DKK (Dansk Kennel klub) og GDK (Grand Danois Klubben), da vi august 2004 ansøgte DKK om kennelmærke. Vores frustrationer var erstattet af vrede over det dårlige avl, Fie og Ophelia havde været. Vi kunne se i Fie’s DKK stambog, at hendes forældre var halvsøskende på morens side. Ophelia’s stambog havde vi ikke. Hun kom til os som omplaceringshund, men vi vidste dog, at de var kusiner. Ikke underligt, at de udviklede den samme sygdom, hypothyroidisme. Foruden de ovenfor nævnte lidelser, havde Fie også et dårligt immunforsvar. Hun fik eksem af alt – også tørfoder. Og hun blev så hundesyg af vaccinen, at hun var ved at dø fra os. Det var dét, der skulle laves om på, da vi den 14. september modtog brev fra DKK. Deres moderorganisation, FCI (Federation Cynologique Internationale) havde godkendt vores ansøgning om Kennelmærket, House of Apollon, og der var vedlagt et flot bevis underskrevet af DKK’s formand.

Nu bredte panikken sig. Vi havde fået tilladelse til at opdrætte hunde, men vi vidste jo ikke en pind om noget som helst. Og tiden i midten af nullerne var meget forskellig fra i dag. Ville man lære noget, så købte man en bog – det gjaldt også i folkeskolen. Onkel Google fandtes, men indholdet gjorde ikke. Alle opdrættere, med respekt for sig selv, havde en hjemmeside, og al kommunikation foregik via e-mail og fastnettelefon. Smartphonen var endnu ikke opfundet, og Facebook var et helt nyt og ukendt medie. Det var det univers, vi skulle til at navigere i. Vi startede med at flytte fra parcelhuset i Trørød til en landejendom i Hillerød, som vi satte i stand efter alle kunstens regler. Vi indrettede en flot afdeling til Noilly og Curie, Blaaholms Good Looking, kusine til Noilly, som vi imellemtiden havde fået. De fik også et stort bryggers til røgt og pleje, og en lille gårdplads, hvor de kommende hvalpene kunne luftes, blev det også til.

Som sagt vidste vi ikke en pind. Hverken om racen eller om opdræt. Så vi startede at med at tage DKK’s opdrætteruddannelse, der dengang var frivilling. Vi meldte os ind i grand danois klubberne i Sverige, Norge og Finland, og vi begyndte at studere stamtavler. Vi var kun interesseret i den gule variant, og fandt hurtigt ud af, at den var meget populær i Skandinavien. Desværre, for det gav en del udfordringer med, at finde en pæn hanhund, uden at han var brugt for meget eller havde for høj indavlsgrad. Heldigvis kom vi til at lære Dawn at kende. Hun opdrættede den blå variant under præfixet Pinza. Det havde hun gjort i mange år. Hun både testede og råfodrede sine hunde, og dét var noget vi kunne lide. Og så var Dawn gode venner med amerikanerne. Så vi lærte alt om den amerikanske grand danois klub, deres typer og deres sundhedsprogrammer. Noilly, der nu var blevet 2 år, var halv svensk og halv amerikansk så hvorfor ikke se mod det store land mod vest?

Det store land mod vest

“Vi kunne også godt lide
at det var prestigefyldt, at få sin hund
registreret på OFA’s hjemmeside”.

Den amerikanske type var dengang mere ædel end den skandinaviske, der var mere ædel end den tyske. Vi kunne godt lide den amerikanske type, og vi kunne også lide at det var prestigefyldt, at få sin grand danois registreret på OFA’s (Orthopedic Foundation for Animals) hjemmeside. OFA’s mission var/er at forbedre sundheden hos hunde ved reduktion af genetisk betinget sygdomme. Disse var for grand danois: hoftedysplasi, øjne (ACVO), hypothyroidisme og cardiomyopati. Der var ingen tvivl. Vi skulle finde en amerikansk hanhund, og søgte derfor optagelse i den amerikanske specialklub, GDCA (The Great Dane Club of America). Det var ikke “bare lige”. For vi skulle udfylde lange formularer og godkendes af 2 amerikanske medlemmer, der personligt havde set os, vores hjem og vores grand danois. Så det tog lidt tid, men den 5. november 2007 fik vi et velkomstbrev fra klubbens Membership Chairman. 

Men hvordan finder man så lige en egnet avlshan i kæmpe USA, når man ikke kender nogen? GDCA udgav ikke et medlemsblad, men de havde dog en opdrætterliste, og til alt held fandt vi tidsskriftet, Dane World, der var spækket med annoncer fra opdrættere, der præsenterede deres avlshanner, meritter og kommende parringer. Men det var Arana Greenberg, der blev vores partner in crime i det store USA. Arana vidste alt om stamtavler og hundenes sundhedsproblemer, havde Dawn fortalt os, og ydermere været så flink, at give os Aranas e-mail adresse.

Import af frostsæd

Da Noilly var blevet 3 år, havde vi fået testet hendes hjerte, hofter, øjne og skjoldbruskkirtel. Hofterne kunne have været bedre, men ellers så alt godt ud. Noilly havde et genialt temperament, det bedste af alle vores grand danois gennem tiden. Hun var ikke den der morsyge type, som ofte ses. Nervøs var hun heller ikke. Vi kunne når som helst tage hende ud hvor som helst. Eksteriør mæssigt havde hun udviklet sig tilfredsstillende, hun havde et godt hoved, men kunne have været mere harmonisk med en stærkere bagpart. Så vi besluttede, at bruge Noilly (Blaaholms Fairytale) til vores første kuld.

“Desværre gik Noilly tom,
så vi måtte forfra med
at søge efter egnede kandidater”.

Når man skal have sin tæve parret, er det normal praksis, at tæven besøger hanhunden og ikke omvendt. Hanhunden skal føle sig godt tilpas, så han kan koncentrere sig om, at gøre sit arbejde bedst muligt. Og det gør han, alt andet lige, bedst hjemme. Men vi kunne jo dårligt flyve til guds eget land med en højløbsk Noilly. Heldigvis var det dengang almindeligt blandt amerikanske opdrættere, at opbevare deres hanhundes sæd på frost – også de døde. Så vi skulle lære, at importere frossen sæd.

Den første sæd vi importerede var fra BISS USCH Equus Diamonds are Forever, til daglig kaldet Conner. Det var Arana der havde anbefalet ham. Conner var blevet 12 år, og ejeren, Laura, var meget optaget af racens levetider. Dét kunne ikke blive bedre. Efter en lang korrespondance og underskrifter på kontrakt og dokumenter, kom der, den 9. marts 2007, en portion af Conners sæd til Danmark. Desværre gik Noilly tom, så vi måtte helt forfra med, at søge efter egnede kandidater. Det blev en meget lang proces, som du kan læse mere om under Import frostsæd.

Hvalpekuld

Det første kuld: Den 1. marts 2008 blev Noilly insemineret med CACH USCH Sasdania’s Higherground, fordi han, i modsætning til de øvrige hanhunde vi havde importeret sæd fra, ikke bar Noillys linier. Hun var nu blevet godt 4 år, og det var lige over grænsen for en føstegangs fødende grand danois, men den 2. maj fødte Noilly med den største lethed 4 drenge og 4 piger; 8 dejlige gule hvalpe. Den såkaldte 6-hvalpe-regel var netop blevet afskaffet, men mange gamle opdrættere fulgte den stadig, og aflivede ved større kuld hvalpe ned til 6 stk. Udover, at det var en kontroversiel og moralsk angribelig regel, så havde det været sindsygt, at aflive 2 hvalpe i relation til de medgået ressourcer – så ingen hvalpeaflivning hos os. Kuldet blev opkaldt efter persongalleriet i Alexandre Dumas roman, De 3 Musketerer, og allerede inden kuldet blev født, havde vi besluttet, at beholde 2 tæver og 1 han:

House of Apollon Jeanne d’Arc aka Jacqueline 
House of Apollon Anne of Austria aka Monet 
DKCH House of Apollon d’Artagnan aka Halston

Vi fik omkring 15 henvendelser, men afviste enten, fordi interessenten boede i lejlighed, eller spørgsmålet primært handlede om prisen på hvalpen. Ud af de 5 udvalgte hvalpeejere måtte vi sande, at det ikke altid er let, at finder den rigtige kandidat. Det viste sig senere, at 3 familier ikke magtede opgaven. Knægten, Halston blev brugt af Kennel Chic Carelia i Finland, hvor han blev far til 6 gule hvalpe, og han blev senere udstationeret hos et modent ægtepar, fordi han var sur over, at skulle dele værelse og madskål med hans nevø.

Gennemsnitslevealderen blev 7 år og 9 måneder.
Du kan læse mere om dette kuld under: Kuld 2008.

Det andet kuld: I 2012 valgte vi Jacqueline til at gå videre i vores avlsprogram. Monet var den smukkeste, men Jacqueline havde det helt rigtige temperament. 

“Vi fik mere end 30
henvendelser på dette kuld”.

Jacqueline blev insemineret med sæd fra AM BIS BISS, CAN BIS BISS USCH CGC, ROM, AOM, HOF 2002 Top 20 Winner 2002 Lagarada Reach for the Starz, og fødte 6 hvalpe den 31. januar 2012. Ikke med den samme lethed som hendes mor, men hvad Jacqueline ikke havde i kraftfulde veer, havde hun til gengæld i levering af mælk. Vi kunne dagligt have stillet en mælkejunge ud ved vejkanten til mejeriet, så vi kaldte hende naturligvis Miss Arla. Kuldet blev navngivet efter fortællingen om Kong Arthur og hans riddere, og vi beholdte denne gang én tæve og én han:

House of Apollon Sir Lancelot aka Rocket
House of Apollon Lady Guinevere aka Whitney

Vi fik mere end 30 henvendelser på dette kuld, både danske og udenlandske. Til de resterende 4 hvalpe, fandt vi 4 gode familier, hvoraf tre havde erfaring med racen. Rocket fik i alt 8 parringsforespørgsler, men det blev Kennel Djurhedens i Sverige der fik lov, og han blev far til et kuld på 8 gule hvalpe. Han kunne været blevet morfar i Sverige, men desværre døde alle i kuldet grundet yverbetændelse hos moren. Derimod blev Rocket farfar og oldefar, i Sverige, til henholdsvis 8 hvalpe og 14 hvalpe, og i Finland blev han farfar til 19 hvalpe hos 3 forskellige opdrættere og oldefar til 19 hvalpe.

Gennemsnitslevealderen blev 8 år og 6 måneder.
Du kan læse mere om dette kuld under: Kuld 2012.

Slutningen

Når man bruger så mange ressourcer, økonomisk og mentalt på sin hobby, som vi gjorde, så skal den give mening  – eller i det mindste være sjov. Vi syntes, hverken den gav mening eller var sjov. I 5 år sad vi i specialklubbens Stamlandsudvalg, hvor vi forsøgte at få grand danois’en tilbageregistreret til en dansk race. Men på trods af at der var bevis på, at FCI i 1948 anerkendte grand danois’en som en dansk race, ville hverken DKK eller FCI, af politiske årsager, tilbageføre racen. Racen er derfor stadig registreret som en tysk race, Deutsche Dogge, og benævnes som sådan i de fleste lande. Undtaget er Skandinavien og engelsksprogede lande, hvor racen altid er blevet kaldt for grand danois (tidligere dansk hund) eller Great Dane. En politisk navnefortolkning, der har efterladt racen opsplittet i “dem” og “os”, med lukkede genpuljer til følge. Havde man så bare haft mandsmod nok til at opdele racen, så kunne mange kampe være afsluttet.

“Det var en smertefuld beslutning”.

Specialklubben interesserede sig ikke for at forbedre sundheden i racen, uagtet, at der var/er substantielle helbredsproblemer^(1,2). GDK havde hverken sundhedsudvalg eller RAS⁽³⁾. Til sammenligning havde SKK (Svensk Kennel Klub) allerede i 2001 pålagt SGDK (Svensk Grand Danois Klub) at udarbejde en RAS. Den udkom i 2004. Her i skrivende stund (2026) har GDK stadig ikke et sundhedsudvalg, og dermed heller ikke en RAS rapport. Det som til gengæld interesserede specialklubben var udstillinger, og det gav ikke sjældent anledning til både ballade og udskiftning på bestyrelses-posterne.

Hundeudstillinger, Dog Shows, er det centrale omdrejningspunkt for alle kennelklubber verden over, men det kommer med en pris for hundene, nemlig over typing og indavl.  Det første er en konsekvens af overfortolkning af racebeskrivelserne, det andet skyldes opdrætternes trang til at stå øverst på podiet. Undervejs havde vi da udstillet vores hunde, og Halston var blevet dansk champion men vi brød os ikke om det. For det bør ikke være udseendet, der afgør om en hund, skal bruges i avl. Det bør derimod være et langt og sundt liv, men det findes der ingen præmier for. Så i 2015 bad vi vores reproduktionsdyrlæge, Birgitte Schjøth om at tage Rockets 17 strå (5 parringer) og Halstons ditto op af cryo-beholderen og videre ned i håndvasken. Den ubrugte importeret sæd fra USA solgte vi henholdsvis til Holland og Finland. Dét var en smertefuld beslutning.

I 2013 havde vi set et billede af en saluki i den norske kennelklubs medlemsblad. Vi kendte slet ikke racen, men dyret var det smukkeste vi havde set, og så havde den et sundt udtryk med tætte øjenrender og stramtliggende læber. Saluki’ens adfærd, historie og sundhed blev nøje studeret. Her var der lange levetider og ingen kampe om racens oprindelse, lukkede genpuljer eller endeløse vrede diskussioner om hyper types og forbudte farver. Vi meldte vi os ind i Myndeklubben, specialklub for gruppe 10 (og visse racer i gruppe 5) og i 2014 fik vi vores saluki.

1. Holter Monitoring In Great Danes, Electrocardiographical findings in normal dogs and dogs with dilated cardiomyopathy, Professor, DVM, Jørgen Koch, Small Animal Hospital, Department of Clinical Studies, The Royal Veterinary and Agricultural University, Denmark, April 2003 
2. Agria Breed Profiles, Great Dane, 2016-2021. 3. RAS; Race Specifik Avlsstrategi. Resultater i disse rapporter, skulle gerne afdække, om der er sundhedsmæssige problemer i en race og derfra give input til moderklubben.

Resultatet

Fik vi så noget ud af, at bruge 11 år af vores liv og 1.000-vis af kroner på grand danois opdræt? Fik vi overhovedet gjort en forskel? Ja, da – heldigvis!

Vi fik 20 år sammen med 9 af verdens bedste Goofies. Skal vi se udenom de sundhedsmæssige aspekter, så havde vi aldrig fravalgt racen, og vi havde glade hvalpekøbere, der gerne ville have haft en House of Apollon nr. 2. Med vores oplysninger så havde det første kuld en gennemsnitlig levetid på 7,9 år og ingen kroniske sygdomme, og det andet kuld havde en gennemsnitlig levetid på 8,6 år – en blev godt 11,5 år og en anden 10,5 år. Dette er sjældent i den gule variant, og dét er vi meget glade for.

Begge vores hanhunde blev brugt i avlen i Sverige og Finland, og da vi stoppede med opdræt, fik vi denne e-mail fra en finsk, meget succesfuld opdrætter og dommer:

“I just wonder why? I understand if you don’t want to say that because it’s your own decision, but you have so wonderful a dane family and you seem to be so extra super honest and great persons who really love the breed – that can be of course one reason in this time world to make that decision. So sorry for the breed.”

Og hos Trollesminde Dyreklinik:

– Det er vi kede af, at høre, for jeres opdræt har det bedste temperament af dem, vi ser her i klinikken, responderede klinikassistenten, da vi fortalte, at vi ikke længere ville opdrætte grand danois. 

Vi er foreviget i Hanne Mathiasens bog, “ Hundeopdræt – med omhu og omtanke”, og med vores Monet på forsiden af magasinet, HUNDEN. Og måske lidt banalt, så kopierede nogle opdrættere indholdet fra vores hjemmeside, vores måde at tage billeder og lave reklame på.

Tak til: