BISS USCH Equus Diamonds are Forever

Arana, vores altid hjælpsomme partner i USA, havde fundet en gul grand danois, der var blevet 12 år; BISS USCH Equus Diamonds are Forever aka Conner. Ejeren hed Laura Munro og efter mange e-mails og telefonsamtaler, sagde Laura ja til, at vi måtte få en portion af Conner’s sæd – og hun ville endda selv gerne have en hvalp.

“Der var ingen hvalpe…
Ingen ord kan beskrive,
hvor skuffede vi alle samme blev.”

Efter at have underskrevet diverse dokumenter (Laura var meget omhyggelig) og overført parringsafgiften, på 1000 $, tog Conner’s frosne sæd flyveturen over Atlanten. Det var den 9. marts 2007 – samme dag som vores tæve, Noilly, smed den første bloddråbe. Det er i høj grad en tillidssag, at importere frostsæd, hvilket vi bittert erfarede på et senere tidspunkt, men denne portion landende trygt og godt i Kastrup Lufthavn. Den næste tillidssag, når man arbejder med frostsæd, er at finde dygtig og dedikeret reproduktionsdyrlæge. Sådan én havde vi i Birgitte Schjøth, der samtidig var indehaver af Danmarks eneste hundesædbank, Canicold. Birgitte kørte ud til lufthavnen, og hentede sæden.

Når man arbejder med sæd, der har været frosset, så skal præcision være din bedste ven. Optøet sædceller kan kun holde sig levende i omkring 12 timer, til sammenligning med ferskt sæd der kan holde sig levende 5-7 dage. Derfor måler man tævens progesteronniveau i blodet, og når det er omkring 19 ng/ml eller højere, er man sikker på, at æggene har løsnet sig, og er parate til at møde de optøede og fortumlede sædceller. Og det var de den 20. marts 2007, og derefter var det bare at vente i 63 dage.

I begyndelsen af maj syntes vi ikke, at Noilly lignede en drægtig tæve, og vi tog hende derfor ned til Birgitte for at få hende scannet. Der var ingen hvalpe…! Ingen ord kan beskrive, hvor skuffede vi alle sammen blev. Dem der havde betalt forskud på en hvalp, Laura der ville have haft en hvalp, og havde sendt sin elskede Conner over the pond. Arana, der mente, at Conner var det bedste valg ud fra levetid. Og naturligvis os selv. Billigt havde det jo heller ikke været; omkring 20.000 kroner, hvilket i dag (2026) svarer til knap 30.000. Birgitte var naturligvis også ærgelig, men præmissen for at bruge frostsæd er 20 % lavere sandsynlighed for hvalpe, og den præmis kendte vi godt. Den eneste der var ligeglad – det var Noilly.

AM BIS BISS, CAN BIS BISS USCH CGC ROM AOM HOF TOP 20 WINNER (GDCA 2002)
Lagarada Reach for the Starz

Efter at Noilly gik tom, med Conner, var vi lidt modløse – for at sige det mildt – hvordan skulle vi finde ny kandidat? Vi havde jo allerede brugt måneder på at searche hele det nordamerikanske kontinent, og der var ingen der matchede Conner’s levetid eller Laura’s arbejde med sundhed. Noilly var nu 3,5 år, og tiden var ved at løbe fra os. Så vi måtte simpelthen udvide søgefeltet, og nærstuderede igen magasinet Dane World, dog uden resultat. Vi begyndte derfor at overveje, om vi i stedet skulle importere en hvalp. På det spørgsmål sendte, altid hjælpsomme, Arana en e-mail på hendes meget gode veninde, der netop havde co-breeded et kuld.

“Amerikanere er et høfligt folkefærd, de fortæller dig aldrig, hvad du skal..”

Den gode veninde hed Carole Brakhage, og faren til kuldet var Lagarada Reach for the Starz. Han var død nogle år forinden, men Carole havde frostsæd liggende, og spurgte om, vi ikke hellere ville have en portion af dét. Lagarada Reach for the Starz, eller i daglig tale Rocket, var, fandt vi ud af, en berømt grand danois over there, og opdrættet af Fran Lass, der stod bag flere andre berømtheder i den gule farve. Der var faktisk Lagarada’s linjer i Noilly, så vi gik i gang med se hvilke hunde, der lå i Rockets stamtavle. Levetiderne måtte vi heller ikke glemme, og hér var Laura en kæmpe hjælp. Hun havde lavet en database indeholdende 13.000 amerikanske grand danois. Amerikanere er et høfligt folkefærd, de fortæller dig aldrig, hvad du skal, i stedet får du leveret oplysningerne, og så må du selv tage beslutningen. Det gjorde vi så, og den 16. august 2007 sagde vi ja, tak til Carole’s Rocket.

Kennel Sasdania

Vi var nødt til, at se længere ud i fremtiden. Hvis Noilly fik hvalpe og forhåbentlig en tævehvalp, så skulle den gerne parres med en amerikaner. Så sideløbende med “Rocket” havde vi fundet Kennel Sasdania, som Steven Stevens (RIP) kørte med effektiv hånd. Han opdrættede både gul, sort og harlekin og gerne mange af dem, fandt vi senere ud af. I Dane World havde vi set en af hans gule grand danois, der var testet ifølge OFA (Orthopedic Foundation for Animals), og den obligatoriske e-mail korrespondance startede 24. juli 2007 – og den blev denne gang meget lang.

“De næste 6 måneder skete det
mere end én gang at vi grublede over,
hvordan det var lykkedes
amerikanerne at lande et fartøj på Månen.”

Den gule grand danois vi havde i kikkerten, hed Sasdana’s Higher Ground aka Halston. Han levede i bedste velgående, fik vi at vide. Halstons far var 7 år, og hans mor blev 10 år – hun sov ind på sofaen. 4 uger senere, havde vi købt 2 parringer fra Halston og 2 parringer fra 2 andre hunde. Den ene var Sasdania-Vitag’s Frozen Asset aka Oscar, og han var åbenbart også berømt. Oscar var Halstons halvbror på morens side og co-owned af Lorraine Matherly og Jane Chopson (RIP) i Californien. Lorraine var opdrætter, og Jane var AKC (American Kennel Club) dommer og president i GDCNC (Great Dane Club Northern California) og tidligere president i GDCA (Great Dane Club of America). Vi var sørme kommet i forment selskab.

Men så startede problemerne. De næste 6 måneder skete det mere end én gang at vi grublede over, hvordan det var lykkedes amerikanerne at lande et fartøj på Månen. For at importere hundesæd til Danmark, og bruge den i DKK regi, skulle sæden ledsages af 3 dokumenter. Det ene udfyldes og underskrives af ejeren af sæden, mens de 2 øvrige dokumenter udfyldes af den sædbank, der har tappet sæden. Desuden skulle vi naturligvis have hundens registreringsbevis, dens stamtavle samt evt. meritter tilsendt. Alt det havde både Laura og Carole ordnet uden problemer. I USA er der samlet set mere end 100 sædbanker, men kun nogle få varetager internationale forsendelser. Og det var i dette tilfælde Symbiotics, Kansas City, i staten Missouri. Stevens hundesæd var opbevaret forskellige steder i USA, og de var tappet på forskellige tidspunkter, og en af hundene var slet ikke tappet, der hvor den lå. Ikke rocket science, men nok til at der gik fuldstændig ged i alt, hvad der kunne gå ged i. Da sæden endelig ankom den 28. november 2007, mere end 4 måneder efter vores korrespondance med Stevens begyndte, manglede der 1 parring, og nogle af dokumenterne var kun delvist udfyldt. Birgitte Schjøth havde aldrig oplevet noget ligende. Stevens var ikke til megen hjælp, han havde jo også fået sit stud fee, og manglede forøvrigt at fremsende både registreringbeviser, stamtavler og meritter på alle hundene. Heldigvis fik vi, via Laura, fat i Jane Chopson – dét hjalp. 53 minutter efter hun havde talt med Steven, væltede det ind med dokumenter i vores mail-boks. Det tog yderligere 3 måneder at få den glemte parring hjem og fixet det sidste papirarbejde hos Synbiotics. Og Noilly? Hun var forlængst gået over sin løbetid…

CACH USCH Sasdania’s Higherground

BIS BISS USCH CACH HOF ROM TOP 20 WINNER (GDCA 2006)
Sasdania-Vitag’s Frozen Asset

CACH USCH Sasdania’s Reflexion of Fire