Just Nuisance

Grand danois’en der blev optaget i den engelske flåde

Prolog

Under 2. verdenskrig blev grand danois’en, Just Nuisance, officielt optaget i den britiske flåde, og han opnåede militær rang af matros. Just Nuisance var lige efter bogen ved landgang – han var populær, drak sig fuld og endte gerne i pigernes seng. Vi har skrevet denne anekdotiske historie baseret på Simon’s Town Museum’s arkiver og Jean Radcliffe’s pamflet udgivet af The South Western Great Dane Club, hvorfra alle billeder er lånt. 

Begyndelsen

Just Nuisance blev født den 1. april 1937 i bydelen, Rondebosch, i Cape Town (Kapstaden) og opdrætteren, Hr. Bosman stambogsførte hunden: Pride of Rondebosch. Pride of Rondebosch var en intelligent og meget glad grand danois. Han var så glad, at hans hale aldrig stoppede med at logre. Den logrede så meget, at den blev slået til blods og overmalede Bosman’s antikke møbler og Sanderson-tapet, og da Bosman var lidt af en pernittengryn med sit hjem, valgte han at slå til, da han faldt over en annonce, hvor en mand efterlyste en erstatningshund. 

Manden hed Benjamin Chaney, og han havde netop mistet sin gamle bullmastiff. Da Chaney overtog grand danois’en, var den 11 måneder, og den første dag brugte Chaney på at lære hunden at kende, og han gav den bla. en rundtur i dens nye hjem. Da de var nået til køkkenet, sagde Chaney, idet han pressede håndtaget ned til køleskabet – sé, hvis du kan gøre sådan hér, så står der 1 kg fårekød derinde. Det var sagt for sjov, men den næste morgen havde Chaney mistet sit fårekød, og fra den dag af vidste han, at han havde fået en ganske særlig hund.

2. verdenskrig bryder ud

Bugten False Bay, syd for Cape Town, har igennem alle tider spillet en stor maritim rolle, først for hollænderne og senere for briterne, fordi skibene her kunne ligge på reden i læ for Atlanterhavets og det Indiske Oceans store bølger. Bugten er mod vest afgrænset af Kaphalvøen og havnebyen, Simon’s Town, der dengang var Royal Navy’s flådebase med en forsyningsstation og en tørdok. Her lå briternes store krigsskibe for anker og ventede på at gå i aktion. HMS Neptune, HMS Shropshire og HMS Redoubt var operationelle, mens HMS Afrikander fungerende som kommandocentral, og lå fast fortøjret i havnen. Desuden anløb de allieredes militærefartøjer, når de havde brug for proviant eller måtte gå i dock.

Kort tid efter den 2. verdenskrig var brudt ud, flyttede den nu 2 år gamle grand danois og Benjamin Chaney til Simon’s Town, fordi Mr. Chaney var blevet leder af The Royal United Services Institute’s (RUSI) afdeling i Simon’s Town. RUSI var, og er, en britisk militær tanketank, hvor alle militærfolk har adgang, men afdelingen i Simon’s Town betjente primært søfolk. Instituttet lå nede på havnen, og søfolkene kom dér for at få en snak med soldaterkammerater, ordne fornødenheder eller få noget at spise.

Matroserne og navnet Just Nuisance

Den store gule grand danois var altid med Mr. Chaney på arbejdet, og den løb dagligt rundt på kajen, hvor de britiske krigsskibe lå. Her blev hunden hurtigt gode venner med de engelske matroser, der gav den godbidder. Til at begynde med holdt hunden sig til kajen, men senere gik den også ombord på skibene, og matroserne accepterede hurtigt den store grand danois som en fast følgesvend under deres daglige gøremål. 

HMS Neptune var af en eller anden grund blevet hundens favoritskib og den elskede at sove på dækket. Problemet var bare, at dyrets yndlingssted var lige netop der, hvor landgangsbroen gik ned. Således måtte sømændene skræve henover hunden, når de skulle til og fra borde. Dette fik en dag en matros til at udbryde – You’re just a nuisance, why do you have to lie here of all places? Således gik det til, at hunden fik sit kaldenavn, Just Nuisance (Bare Irriterende, red.).

Det var, pudsigt nok, kun matroser der interesserede Just Nuisance. Søofficerer og andet personel med højere rang blev kun nådigt tolereret, mens militærfolk fra de to øvrige værn var ikke-eksisterende. Faktisk kunne Nuisance finde på at knurre af disse, hvis de forsøgte at klappe ham.

Just Nuisance som blind passager

Nuisance observerede sine venners gøren og laden, og der gik ikke lang tid, før han også fulgte med, når matroserne tog til Cape Town for at more sig. Om eftermiddagen, når der var landgang for matroserne, kunne man se Nuisance skynde sig for at nå toget til Cape Town kl. 16. Det sidste tog retur til Simon’s Town var kl. 24 og Nuisance var altid med på begge afgange. Han vidste præcis, hvilken station der var Cape Town, og hvilken der var Simon’s Town, og han var ikke til at narre, hvilket ellers blev forsøgt flere gange, som fx. dengang toget stoppede ved næstsidste stop inden Simon’s Town. Alle i togvognen løb ud, mens de råbte – Kom Nuisance! Det er Simon’s Town, vi er ankommet! Kom, skynd dig! Men Nuisance ikke så meget som kikkede på dem, og de følte sig alle lidt dumme, da de returnerede til deres pladser. Da toget endelig sænkede farten ved adkomsten til stationen i Simon’s Town, rejste Nuisance sig, strakte sine lemmer, sendte sine venner et nedladende blik, tog sin matroshat, og forlod kupeen og togvognen som den første. 

De civile togpassagere havde ikke noget imod Just Nuisances tilstædeværelse, heller ikke når han sov og optog hele 3 siddepladser. Matroserne gjorde, hvad de kunne for at skjule Nuisance fra billetkonduktøren, men hvor gemmer man en 1 meter høj hund fra en opmærksom og sur togmand? Billetkonduktøren kunne bestemt ikke lide hunden, og han mente, at når den optog ikke bare ét men 3 sæder, så skulle den også indløse billet. Nogle gange betalte en af passagerne for Nuisance, men andre gange blev han smidt af toget. Når det skete, så ventede Nuisance blot på stationen, til der kom et nyt tog og fortsatte sin rejse. Men en dag gik det galt. Konduktøren bad Nuisance om at betale eller forlade toget. Nuisance knurrede af konduktøren, og der måtte 2 officials fra South African Railway til at bære Nuisance ud. Ledelsen for South African Railway skrev derfor til Mr. Chaney, at han havde 3 muligheder; 1. skille sig af med hunden, 2. holde ham indespærret, 3. betale for hans rejser. I modsat fald ville statsbanerne se til, at han blev fanget og aflivet! Mr. Chaney så derfor ingen anden udvej end at sælge Nuisance og donere pengene til krigsfonden. 

Reddet af Royal Navy

Da matroserne på krigsskibene, og andre der kendte Nuisance, hørte, at han skulle sælges, opstod der massive protester. Flere passagerer tilbød at købe en sæsonbillet til Nuisance, men redningen viste sig at skulle komme fra den britiske flåde. Efter nogen betænkningstid havde flådechefen på HMS Afrikander nemlig bestemt sig for at optage hunden i Royal Navy. Det ville løse problemet, for i en krigstid har soldater altid ret til at køre gratis med de offentlige transportmidler.

Så fredag 25. August 1939 blev grand danois’en, Just Nuisance, som den første hund nogensinde, optaget i Royal Navy. Han blev et fuldgyldigt medlem og registeret på lige fod med det øvrige personel. Militærlægen havde ingen problemer, for Nuisance bestod alle de medicinske undersøgelse med glans. Men den officer, der skulle udfylde Nuisance’s soldaterpapirer, havde imidlertid visse vanskeligheder. Det lykkedes dog, og Nuisance fik sine soldaterpapirer, som alle andre sømænd, udfyldt på behørig vis og underskrevet med hans poteaftryk. 

Nuisance blev omgående forfremmet fra letmatros (Ordinary Seaman) til matros (Able Seaman). Og han fik lavet et specielt hundetegn med navn, rang og nummer. Og naturligvis et frit sæsonkort til South African Railway. Desuden fik han en matros hat –som han altid bar og passede godt på.

De samme privilgier

Da Nuisance nu var et fuldgyldigt medlem af den engelske flåde, var han også berettiget til at få mad, tøj og et sted at sove. Blandt besætningen på HMS Neptune blev der udpeget en oppasser der sørgede for, at Nuisance fik hvad han havde brug for. Og han tog godt for sig af alle privilegier. Han begyndte at sove i sømændenes køjer. Her kunne de finde ham liggende i sin fulde længde med hovedet komfortabelt hvilende på hovedepuden. Han spiste store portioner af kød og udviklede smag for både engelsk budding og flødeis.

Hans daglige flydende ration bestod af 1/4 liter milk, men matroserne lærte ham at drikke både øl og spiritus. Den 2. juni 1940 kom Master at Arms (en officer der holder ro og orden, red.) på HMS Dorsetshire agter og reporterede til kommandanten, at der lå et besætningsmedlem og sov i messen. Da de ankom, fandt de Nuisance liggende under et bord, med en matrosfrakke over sig, og sov, død beruset, efter at have drukket for meget rom-toddy.

Militæreforseelser

Just Nuisance var ingen engel. Han gjorde aldrig mennesker fortræd, men hvis han mødte en anden hund på et af skibene, så var der ingen “pardon”. Således gjorde han det endeligt for maskotten på krigsskibet, HMS Shropshire i 1942 og på HMS Redoubt i 1943. Ud fra hans militære straffeblad kan man læse, at han for disse forseelser blev henvist til at overnatte alene på stranden ved Froggy Pond med alt natlys slukket. Desuden blev han fundet skyldig i at sove i en officers seng, og for at forlade basen, sammen med en pilot, uden tilladelse. Piloten havde taget Nuisance med op at flyve (hvilket iøvrigt også var ulovligt) for at se på u-både. For disse overtrædelser var straffen 7 dage uden kødben.

Nattelivet i Cape Town

Når matroserne ankom med toget til Cape Town gik Nuisance sine egne vegne. Han kendte alle værtshusene, hvor matroserne kom, og han besøgte dem alle sammen for at tjekke om alt var, som det skulle være. Nuisance var et “kendt ansigt” i nattelivet. På fx Union Jack Club havde Nuisance sin egen private seng, og det hændte ikke sjældent, at han reddede sig en kold øl, og at pigerne syntes, han var sjovere end sømændene. Ofte fik Nuisance øl på husets regning, for han var god forretning, og derfor kunne man ofte finde hunden noget usikker på benene. En journalist, der havde sin faste klumme i avisen Cape Time, skrev, … the dog Nuisance is a womanising drunk (… hunden Nuisance er en kvindebedårer og drukkenbolt…).

Reddede såret matros

Men Nuisance drak aldrig mere øl end, at han havde fuldstændig styr på sine matrosvenner. En kold lørdag aften i januar 1940 hørte taxachufføren, Van Tonder hidsig hundegøen. Han parkerede taxaen, og nærmede sig hunden, som han straks genkendte som Nuisance. Han forsøgte at kalde Nuisance til sig, men denne løb hele tiden lidt væk fra ham, og Van Tonder forstod straks, at Nuisance ønskede, at han skulle følge efter. Og dér, inde i en gyde, lå en bevidstløs matros. Han var blevet stukket ned med en kniv, og var hårdt såret. Hurtigt fik Van Tonder fat i en ambulance, og da båren med matrosen netop var anbragt i ambulancen, hoppede Nuisance ind. Da Nuisance ikke havde til sinds, at forlade ambulancen valgte redderne, at tage ham med på hospitalet, hvor Nuisance forblev natten igennem, konstant vågende over den sårede matros. Først den næste dag efter, at havde modtaget et måltid mad af sygeplejesken, kunne Nuisance overtales til at forlade hospitalet.

Hyrdede fulde matroser

Når klubberne og de mange beværtninger lukkede, kunne man finde Nuisance løbe rundt mellem de forskellige beværtninger for at hyrde de mere eller mindre berusede sømænd til stationen, så de kunne nå sidste tog retur til basen. Forsigtigt gennede Nuisance matroserne ind i togvogne og kupeer, og han sørgede altid for at få sine egne sædvanlige 3 pladser, hvor han lagde sin matroshat. Så løb han ud og videre til næste togvogn. På hver station løb han ind og ud af alle togvognene, og tjekkede alle kupeerne. Hvis en sømand mistede sit tog, sørgede Nuisance for, at han kom med det næste. Tilbage på stationen i Simon’s Town blev alle gennet ud og sikkert til køjs. Det hændte i ny og næ, at en af de hyrdede matroser ikke var udstationeret på flådebasen i Simon’s Town, men det er en helt anden historie.

En legendes endeligt

Nuisance havde hoppet alt for mange gange ned fra militærkøretøjer og også pådraget sig nogle mén efter en bilulykke, så mandag den 1. januar 1944, efter 4 år’s militærtjeneste i Royal Navy, valgte kommandanten, at fritage Nuisance for yderligere tjeneste. Alle aviser i Sydafrika skrev om det på deres forsider. Nuisance var stadig ved godt mod, men aldrende, og at han skulle passes på. Men Nuisance fik smerter. Så på anbefaling af den lokale dyrlæge besluttede Royal Navy den 1. april (samme dato som han blev født) 1944, at han skulle aflives. 

Nuisance vidste, hvad der ventede ham, da han denne dag kørte den sidste tur på ladet af en lastbil til Simon’s Town Naval Hospital. Dagen efter, om søndagen, præcis kl. 11.30, blev Nuisance indhyllet i en kanvaspose og tildækket med Royal Navy’s hvide flag. Han blev stedt til hvile med fuld militær æresbevisning på toppen af Red Hill i Simon’s Town. Hverken matroser, officerer eller civilpersoner skammede sig den dag over at fælde en tåre over tabet af deres bedste ven. Just Nuisance blev præcis 7 år, og alle større vestlige aviser omtalte begivenheden.

Epilog

En enkel granitsten markerer i dag gravstedet, og det eneste minde Simon’s Town har rejst fra den 2. verdenskrig, er en statue af Just Nuisance. På museet i byen har man samlet hans officielle papirer, hans halsbånd og mange fotografier. 1. april 2000 (samme dato som han blev født) indførte Simon’s Town en årlig mindeparade til ære for Just Nuisance, “The Just Nuisance Commemoration Day Parade”.